Gå til hoved-indhold
09. maj 2022 - kl. 15.05

Morten Arvidsson ny cheftræner i ESV

  • 1 af 2
    FOTO: Finn Lassen
  • 2 af 2
    Morten Arvidsson har primært trænet kvinder i sin karriere. Foto: Finn Lassen
Af: Michael Frederiksen

58-årige Morten Arvidsson fra Sæby overtager ansvaret som cheftræner for Elitesport Vendsyssels herrer, der i denne sæson rykkede ned i 2. division.

Både den sportslige og kommercielle ledelse i ESV bliver ny. Ny kommerciel leder bliver Roy Linde Hansen. Dermed bliver onsdagens pokalkamp mod ligamandskabet Mors/Thy den nuværende cheftræner Benjamin Rømers sidste kamp i spidsen for ESV.

Morten Arvidsson har en lang og afvekslende karriere som kvindetræner bag sig. Den begyndte i Lyngså HK, hvor han som assistent for Preben Leth var med til at blive dansk mester i 1988 og vinde tre pokaltitler.

Siden har Morten Arvidsson trænet håndbold på højt niveau i blandt andet Randers HK og Vendsyssel Håndbold, og han har været træner i 10 år i Sverige, Norge, England og Tyskland, hvor han blandt andet blev tysk mester med Leipzig.

På det ledelsesmæssige får Roy Linde Hansen som kommerciel direktør ansvaret for den kommercielle udvikling af Elitesport Vendsyssel. Roy Linde Hansen har igennem mange år haft ledende stillinger indenfor ledelse, salg og udvikling hos Nordjyske Medier.

Roy Linde Hansen er pr. 1. maj tiltrådt og vil frem til udgangen af juni arbejde sammen med nuværende direktør Nicolai S. L. Klinge, som herefter vil starte på nye og spændende udfordringer.

På banen ser ESV med forventning frem til at præsentere et af øjeblikkets mest spændende hold i danske håndbold, Mors/Thy, med spillere som Erik Toft og Sander Øverjordet (norske landsholdsspillere), Mads Hoxer (kommende Aalborg-spiller), Bjarke Christensen (næstbedste målskytte i ligaen) og Rasmus Henriksen (stort målmandstalent).

Det er et åbent spørgsmål, om Mors/Thy sparer spillere til fordel for det spændende opløb i DM-slutspillet. De har dog rigeligt med kvalificerede reserver. Klubbens U23-hold har vundet 2. division, og U19-holdet blev suveræne danske mestre.

Elitesport Vendsyssel opfordrer til at komme og bakke holdet op i sæsonens sidste kamp. Sparekassen Danmark sørger for gratis entre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...