Gå til hoved-indhold
03. juli 2025 - kl. 00.07

SEIF-træner smutter før tid - bliver fuldtidstræner i HB Køge

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Efter kun ét halvt år som cheftræner for SEIF's serie 1-hold skal Michael Hjortkjær være assistenttræner for HB Køge, hvis nye ejere har som målsætning at blive danske mestre.

Michael Hjortkjær ansættes på fuld tid i den østsjællandske klub, og dermed udnytter han en passus i sin kontrakt med SEIF, der giver ham mulighed for at afbryde samarbejdet midt i kontraktperioden.

- Vi er kede af at miste Michael, for vi har været meget glade for ham, men samtidig er vi stolte over, at vores træner nu skal være fuldtidstræner i Køge, siger Bjarne Pedersen, formand for SEIF Fodbold.

SEIF glæder sig desuden over, at Brian Pedersen har sagt ja til at vende tilbage som træner for SEIF. Han var også cheftræner i 2024, hvor SEIF i forårssæsonen rykkede op i serie 1 for første gang i klubbens historie, og det lykkedes at blive i rækken i efteråret.

- Vi græder med det ene øje og smiler med det andet. Det er meget glædeligt, at Brian har lyst til igen at være træner i SEIF, siger Bjarne Pedersen.

Michael Hjortkjær skal være assistenttræner for kvindeholdet i HB Køge.

- Der er kommet nye dygtige ejere, og målet er helt klart: Vi skal blive danske mestre. Samtidig skal vi allerede i efteråret ud og spille i Europa, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Klubbens ejere har også Kansas City Current, som er et af verdens bedste hold, så det bliver en spændende organisation, som vi skal være en del af, fortæller Michael Hjortkjær.

Fra cheftræner i serie 1 i Nordjylland til assistenttræner i landets bedste kvindeliga på Sjælland. Det er et stort spring, men det er jo hjem til Sjælland. Spiller det en rolle?

- Ja, kombinationen af et rigtig spændende trænerjob, og at jeg kan være tæt på familien, især mine forældre, har været altafgørende.

Der var kærlighed, som rykkede Michael Hjortkjær til Elling. Hvad sker der med den?

- Kærligheden, altså min forlovede og mine drenge, bliver boende i Elling. Jeg kommer i efteråret til at se en del til de fynske motorveje, da jeg vil bruge mine fridage heroppe. Hvordan vi vil bo og arbejde fremover, vil vi se nærmere på i slutningen af året, forklarer Michael Hjortkjær.

SEIF rykkede i foråret ned i serie 2.

- Ja, det endte med en nedrykning, hvilket var fair. Vi var meget ramt af skader og afbud i foråret, hvilket kostede alt for meget. Truppen har potentialet til toppen af serie 1, men så skal det også være stærkeste start 11. Jeg synes dog, at jeg efterlader holdet og klubben et rigtig stærkt sted, hvor skadede spillere snart er tilbage, samtidig med at det er tilgang på vej. Jeg glæder mig til at følge holdet og klubben, da der er store og gode tiltag, både omkring ungdom og senior.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...