For første gang flere tyske turister i feriehusene end danske
De tyske feriehusgæster har for alvor kastet deres kærlighed på det øverste af Jylland. I Frederikshavn Kommune har der over de seneste fem år været en stigning på 50 procent i antallet af tyske overnatninger i feriehusene, så der i 2024 for første gang var flere tyske end danske.
- Tyske turister rejser til Danmark af tre hovedårsager. De er vilde med den danske livsstil, det er trygt og sikkert at opholde sig i Danmark, og så elsker de naturen – især vores smukke strande. Og jeg er glad for, at det nu er lykkedes os gennem vores markedsføring at overbevise tyskerne om, at Østkysten kan noget helt særligt, siger Rebekka Schlippe, der er ansvarlig for markedsføring og turismeudvikling i Destination NORD.
De tyske gæster er traditionelt meget glade for at bo i danske feriehuse med den frihed, det giver at have sit eget hus midt i naturen, tæt på stranden.
Turisterhvervet i Frederikshavn Kommune og resten af Nordjylland er også glad for de tyske gæster. Det er der også tre primære årsager til. For det første er tyskerne meget trofaste gæster, der ofte kommer igen år efter år. Statistikken siger, at en tysk familie i gennemsnit holder ferie i samme sommerhus syv gange, hvilket giver dem en særlig tilknytning til huset, så de passer godt på det.
For det andet er tyske turister storforbrugere af kultur, når de er på ferie. De vil gerne vide noget om det sted, de besøger, og de vil gerne deltage i lokale events. Endelig har de tyske delstater ferie på forskudte tidspunkter, hvilket gør feriesæsonen meget lang. Hvor danskere typisk holder ferie i juli, går den tyske feriesæson fra juni til september:
- Tyskere er med andre ord meget attraktive gæster, og derfor er alle aktører inden for overnatning, attraktioner og spisesteder meget opmærksomme på at give dem den bedst mulige oplevelse. Her spiller fx sproget en vigtig rolle. Tyskerne føler sig særligt godt taget imod, hvis der bliver talt tysk, og tekst-materialer er tilgængelige på tysk. Det arbejder vi derfor meget med i Destination NORD, blandt andet i vores netværk for frontpersonale i turistvirksomhederne, siger Rebekka Schlippe, der selv er fra Sydtyskland og kender den tyske mentalitet.
En af de store aktører på sommerhus-området er Sol og Strand Feriehusudlejning, der udlejer hundredevis af feriehuse i Frederikshavn Kommune og flere tusinde på landsplan. Her har man også mærket en stigende interesse fra tyske gæster:
- Under corona-pandemien havde vi rigtig mange danske gæster, men nu minder billedet mere om tiden før corona, hvor der var mange tyske gæster. Udviklingen sker på baggrund af en samlet vækst i udlejningen, således at vi stadig også har mange danskere i feriehusene. Vi har også stigning i antal hollandske gæster, og vi har faktisk også her i 2025 notereret en stigning i norske feriehusgæster. De har i nogle år været ramt af en dårlig kurs på den norske krone, men nu vender de så småt tilbage. Alt i alt får det os til at se meget positivt på fremtiden for nordjysk feriehusudlejning, siger direktør Per Dam, Sol og Strand.