Nu mangler White Hawks kun to kampe inden tiltrængt sommerferie
Nu mangler Frederikshavn White Hawks kun to kampe i denne sæson. Det er klart det mest positive, som vi kan skrive om Frederikshavns sportslige flagskib, der torsdag aften led sit 25. nederlag i holdets seneste 26 kampe.
Esbjerg Energy var på besøg i Nordjyske Bank Arena, og vestjyderne havde en sejr på 7-1 med i ishockeytaskerne, da de satte sig ind i bussen.
Allerede fredag aften skal Esbjerg Energy på isen igen - hjemme mod Odense Bulldogs.
Høgene holdt stand i 16 minutter. Esbjerg kom foran efter 12 minuter, men herefter dirigerede Mikkel Bertelsen pucken i nettet til 1-1, da hjemmehodet var i powerplay. Det var i tiden 15:08.
Esbjerg scorede herefter et par hurtige mål, så stillingen var 1-3 efter 20 minutter.
- I anden periode var vi lidt for meget i egen zone, og vi havde svært ved at få pucken ud, sagde målscorer Mikkel Bertelsen til DirekteSport.
Vestjyderne udbyggede føringen til 6-1 i anden periode, og med endnu en scoring i tredje periode endte kampen 7-1 til de gulblusede fra Esbjerg.
Efter Christopher Frederiksens skifte til Aalborg Pirates i dag har White Hawks sagde farvel til syv spillere. Det betyder, at der igen i aften var plads til 16-årige Anton Høeg og ligeledes 16-årige Noah Samuelsen.
17-årige Rasmus Larsson spillede sin fjerde kamp i træk for WH, mens 18-årige Rasmus Sørensen var med for femte gang i træk.
- Det er fedt for de unge, at de får spilletid, siger Mikkel Bertelsen.
Søndag kl. 15.00 får Frederikshavn besøg af Odense Bulldogs' mestre. To timer inden kampen er der indkaldt til informationsmøde, hvor blandt andet WH's nye cheftæner præsenteres, ligesom der bliver mulighed for at stille spørgsmål til ledelsen.




































