Oliver Scholdan Idskou kan sagtens se sig selv i Det Blå Danmark
Over 525 elever fra 9. og 10. klasse i Frederikshavn Kommune deltog i dag i Maritime Career Day. Vi var med, da elever fra juniormesterlæreklassen på Nordstjerneskolen besøgte Norisol, hvor de byggede en lille båd ved at bukke en metalplade og fremstillede en stander i træ. Borgmester Jon Andersen var sammen med eleverne.
- Det er sjovt og hyggeligt at prøve de ting her, siger Oliver Scholdan Idskou, som går i juniormesterlæreklassen på Nordstjerneskolen.
Det vil sige, at han to dage om ugen skifter skolebøger ud med "mesterlære", som for Oliver Scholdan Idskous vedkommende foregår på Norisol. Han var således på hjemmebane, da vi talte med ham.
Over 525 elever fra 9. og 10. klasse samt en række efterskoler deltog i årets arrangement, hvor de får mulighed for at udforske fremtidens karrieremuligheder i Det Blå Danmark. Dagen var fyldt med virksomhedsbesøg, møder med rollemodeller og konkrete indblik i uddannelsesveje og jobmuligheder inden for den maritime industri.
Oliver Scholdan Idskou kan sagtens se sig selv i Det Blå Danmark, når han afslutter folkeskolen.
- Det kunne godt lade sig gøre, for jeg kan godt lidt at arbejde. Jeg gør det allerede, sagde Oliver Scholdan Idskou.
Norisol i Frederikshavn er først og fremmest en maritim produktions- og entreprenørvirksomhed, der arbejder med teknisk isolering og skibsaptering/interiør. Kongeskibet Dannebrog er Norisols mest prominente kunde.
Borgmester Jon Andersen deltog aktivt i elevernes besøg hos Norisol.
- Det, vi laver her, er verdensklasse. Jeg vidste det i forvejen, og nu har vi set det ved selvsyn - noget af det grej, de har herinde, og deres kompetencer. Vi skal være bedre til at fortælle hinanden i lokalområdet, at det rent faktisk er verdensklasse her på Norisol, udtalte Jon Andersen til Kanal Frederikshavn.
Hvad tror du, at Maritime Career Day giver de unge mennesker?
- Forståelse af, hvad man kan her lokalt, er meget vigtig. Den skal vi have ud at leve, for der er rigtig mange muligheder her. Det martime er den korteste vej ud i verden, og det er vi gode til, fastslog borgmesteren.
Direktør Wagner K. Jensen, Norisol, Region Nord, nød at se de mange unge mennesker, som hele dagen ankom til Norisol.
- De virker virkelig interesserede, når de kommer ind på vores værksteder og ser, hvad vi arbejder med. De er positive, interesserede og engagerede med de opgaver, vi giver dem. En af lærerne sagde, at det var første gang, at han havde oplevet dem så stille.
Og netop den unge generation er afgørende for Norisols fremtid.
- Hvis ikke vi gør det her, får vi i hvert fald ikke nogle unge mennesker trukket til vores branche, og det har vi behov for i hele netværket på havnen, pointerede Wagner K. Jensen.







































