Opvarmning til næste års store hundeevent
Mens Skagen næste år i pinsen lægger græs til en stor international hundeudstilling, varmer hundene allerede op i Sæby i år – nærmere bestemt fredag 13. september.
- Man kan næsten kalde det en forsmag på det, der venter længere nordpå næste forår, siger turistdirektør Nicolai J. Nissen fra Toppen af Danmark.
- Vi glæder os over, at der allerede i år er en hundeevent i Sæby, og vi er sikre på, at både deltagere og publikum får en god oplevelse i den skønne købstad. Vi håber også, at de får tid til at udforske byens spændende butikker og det livlige havnemiljø, tilføjer turistdirektøren.
Det er – ligesom med det store event med den nordiske hundeudstilling i 2026 – Dansk Kennelklub Kreds 7, der står bag arrangementet.
I Sæby arrangerer Dansk Kennelklub Kreds 7 eventen i samarbejde med Hundeførerforeningen Vendsyssel. Denne gang er der tale om et såkaldt skue, som afholdes hos hundeførerforeningen på Frederikshavnsvej 113 – lige over for Svalereden Camping.
Et skue er ikke helt det samme som en hundeudstilling, selvom det ligner. Her handler det mindre om point og mere om den gode oplevelse. Mange bruger det som træning og socialt samvær – og som en hyggelig dag for hele familien. Der konkurreres stadig i ringen, men uden at det tæller med i det officielle pointregnskab.
Et skue rummer også særlige konkurrencer, som man ikke ser på de store udstillinger – f.eks. senior handling, hvor de ældre deltagere dyster om, hvem der bedst kan fremvise deres hund i ringen.
Til skuet i Sæby 13. september vil man kunne opleve et bredt udvalg af racer, som vurderes af dygtige dommere. Der vil også være konkurrencer indenfor lydighed, og lydighedsfolket er som altid klar til at fortælle om de mange muligheder for at få gode oplevelser med sin hund indenfor netop den disciplin.
Dansk Kennelklub Kreds 7 forventer omkring 150 hunde – samt deres tobenede familier og masser af publikum.
Det er gratis at kigge forbi, og der er rig mulighed for en god snak med de mange engagerede hundefolk. Måske får man endda lyst til selv at prøve kræfter med det – og i så fald kan man tilmelde sig på forhånd og være med.