Gå til hoved-indhold
18. maj 2026 - kl. 08.05

Parasport: Støtte til to landsholdsspillere fra FfI Håndbold

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Caroline Kiilerich Knudsen og Nicolai Mortensen fra Special Olympic-holdet i FfI Håndbold er blevet udtaget til Parasport Danmarks håndboldlandshold, som skal deltage i Special Olympics Sweden Invitational Games 2026 i Malmö.

At deltage på landsholdet er ikke gratis for spillerne, og derfor var det en kæmpe hjælp, at Jacob Olivius og Søren Bohse Hendriksen fra henholdsvis Rotary Bangsbostrand og Lions Club Frederikshavn kom med en check på hver 5.000 kroner til FfI Håndbold. Og dér er pengene blevet øremærket til de to talenter fra Special Olympics-holdet.

Jacob Olivius sagde i sin tale under træningen, at både Rotary Bangsbostrand og Lions Club Frederikshavn gerne vil støtte der, hvor hjælpen gør en stor forskel, og det gør den i høj grad med dette tilskud.

- Fællesskab, sammenhold og glæden ved sport handler ikke kun om elite, medaljer og ranglister, men om at være en del af noget – være del af en klub og være sammen med ligestillede. Det er en kæmpe ære at trække i landsholdstrøjen, uanset på hvilket niveau man deltager. Man bliver ikke udtaget, hvis ikke man har den rette indstilling og er dygtig til sin sport, og det er en stor glæde for Rotary Bangsbostrand og Lions Club Frederikshavn at være med til at sende Caroline og Nicolai afsted til en oplevelse, som de kan være stolte af resten af deres liv. Og vi hepper på jer unge mennesker og glæder os til at høre om, hvordan det går med jer, når I repræsenterer de rød-hvide farver i Malmø til september, sagde Jacob Olivius.

I FfI Håndbold er man stolt over og glad for udtagelsen af de to spillere, og der har nu været fire spillere med på Parasport Danmarks håndboldlandshold. En præstation, der viser, at hvis man kæmper, er flittig og en god kammerat, så kan selv den største drøm gå i opfyldelse.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...