Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
29.07.2022 | Af: Michael Frederiksen

Penna er snart klar til at sende stafetten videre

Penna Daarbak: - Jeg håber virkelig, at jeg kan finde et yngre par, som har lyst til at køre Pennas Restaurant videre i samme ånd.
Penna Daarbak fylder 73 år i næste uge, og 15. marts 2023 har hun 50 års jubilæum som selvstændig restauratør. I sit stille sind ved hun godt, hvad der står øverst på listen med jubilæumsønsker.

 

- Jeg håber virkelig, at jeg kan finde et yngre par, som har lyst til at køre Pennas Restaurant videre i samme ånd. Det handler om god mad og god service, og vi har altid haft mange selskaber. Vi oplever en del familier, som kommer her igen og igen. Det kan være til barnedåb, konfirmation, bryllup, runde fødselsdage, jubilæer og begravelser, siger Penna Daarbak til Kanal Frederikshavn.

Officielt er Pennas Restaurant ikke til salg, men Penna Daarbak lægger ikke skjul på, at hun er klar til at sende stafetten videre, hvis muligheden byder sig. Men indtil det sker, knokler den rutinerede restauratør og hendes trofaste personale videre. Gæsterne kan blandt andet snart se frem til en ny og større terrasse, som udvides både mod syd og øst.

Penna Daarbak overtog Rønnerhavnens Cafeteria i 2001 og åbnede Pennas Restaurant, som ligger idyllisk placeret i vandkanten med den smukkeste udsigt over bådene. På det tidspunkt havde Penna Daarbak i næsten seks år drevet Theater Restauranten i Hobro, men hun ønskede en restaurant i en bygning, som hun selv ejede. Det var hendes bror og svigerinde, som opdagede, at Rønnerhavnens Cafeteria var til salg.

- Jeg tog herop og kunne ikke stå for den skønne beliggenhed, husker hun.

På den måde fik Pennas Restaurant comeback, for inden hun flyttede til Hobro, drev hun i 15 år Pennas Restaurant i Østergade i Hjørring, og hun har også været natklubejer i Aalborg. Natsværmeren havde åbent fra kl. 21.00-05.00.

Hun begyndte allerede i branchen som 13-årig i Løkken. Senere kom hun i tjenerlære, hvorefter turen blandt andet gik til Canada.

- Jeg har aldrig været ked af at tage på arbejde. Det er mit kald at være restauratør. Det kræver mange timer, men det er en livsstil. Jeg elsker at lave mad og have med folk at gøre, smiler Penna Daarbak og kigger ud over Rønnerhavnen, hvor der er fyldt med både og turister.

Hun lægger ikke skjul på, at tilværelsen som pensionist skræmmer hende lidt.

- Hvad skal jeg give mig til? Jeg har aldrig haft en hobby, indrømmer Penna Daarbak.

Med to børnebørn, en datter og svigersøn i Sæby samt en datter og svigersøn i Sydfrankrig er der dog ingen tvivl om, at hun nok skal få tiden til at gå. I første omgang knokler hun videre i Pennas Restaurant og venter på, at der måske dukker en interesseret køber op.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close