Gå til hoved-indhold
22. februar 2024 - kl. 10.02

Recycling City: Skuffende sporskifte i forhold til de oprindelige intentioner

  • 1 af 1
Af  Per Jensen

Per Jensen, Frederikshavn, har udarbejdet denne replik foranlediget af borgmester Birgit S. Hansens reaktion på hans indlæg på Kanal Frederikshavn 17. februar 2024.

Grundlæggende er jeg optimist, indtil det modsatte er bevist. Birgit S. Hansen beviser det modsatte i sin reaktion, som hun benævner som et svar. En reaktion, der omfatter mange forhold og ord, der ikke er relevante med henvisning til mit oprindelige indlæg.

Oplægget til dialogmødet 8. februar 2023 om Recycling City var borgerinddragelse i udarbejdelse af helhedsplanen for det af kommunen udpegede område. Det var nye og glædelige signaler fra kommunen og politikerne.

Jeg kan nu konstatere, at der reelt ikke bliver tale om borgerinddragelse i udarbejdelse af helhedsplanen. Tværtimod har kommunen skiftet spor til den traditionelle planlægningsprocedure, som først giver mulighed for indsigt i, kommentere eller udarbejde egentlige indsigelse, når der foreligger et endeligt udkast til helhedsplanen. Hvem andre end kommunen og politikerne oplever det som borgerinddragelse i udarbejdelse af en helhedsplan?

Et skuffende sporskifte i forhold til de oprindelige intentioner fremlagt af kommunen og politikerne. Et sporskifte, der indtil nu ikke har været kendt af kommunens borgere og er baseret på interne kommunale procedurer, som er daglig kost for kommunens medarbejdere og politikere, men som er meget ugennemskuelig for almindelige borgere i kommunen.

Ovennævnte er baseret på følgende forhold:
1. Kommunen har uden at orientere omverdenen valgt at nedlægge den digitale platform, som kommunen selv har været initiativtager til. Argumentet for nedlukningen er ifølge Birgit S. Hansen manglende anvendelse af protalen. Hvilke initiativer mon kommunen har overvejet / sat i værk for at øge anvendelsen af portalen til gavn for kommunens borgere i form af lettilgængelig information?

2. Som alternativ til nyttige informationer på den digitale platform henviser Birgit S. Hansen til dagsordner, referater og bilag fra de forskellige udvalg. Det kan næppe betegnes som et borgervenligt alternativ, men sikkert meget brugbart for kommunens medarbejdere og politikere, som lever i den struktur i hverdagen.

Jeg vil fortsat fastholde, at der er og har været radiotavshed fra kommunens side i sagen om Recyckling City, og under alle omstændigheder kræver radiokontakt at afsender og modtager anvender samme frekvens.

Min afsluttende bemærkning skal være, at hver for sig kan vi lidt og sammen kan vi meget mere, men det kræver mod og erkendelse hos de potentielle parter at være sammen om en opgave. Der er vel en årsag til, at vi som mennesker er udstyret med to ører og en mund.
 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...