Gå til hoved-indhold
16. januar 2026 - kl. 00.01

Rystet ishockeykommentarer: Spillere vil ikke skifte til Frederikshavn

  • 1 af 1
    Ben Freeman (t.h.) har scoret flest mål for White Hawks, men han er uden scoringer i de seneste ni kampe. I tirsdags i Esbjerg var han slet ikke med på holdet.
Af: Michael Kristensen

Det er et ekstremt presset Frederikshavn White Hawks-mandskab, der i aften løber på isen til sæsonens - formentlig - næstsidste lokalopgør mod Aalborg Pirates. Efter Rødovres sejr onsdag aften over de danske mestre fra Odense er der nu hele otte point op til københavnerne, der endda har spillet en kamp færre end høgene.

Med 15 nederlag i træk i bagagen er det svært at se, hvordan det pludselig skal vende for frederikshavnerne, der har haft en mareridtssæson. Noget, som kommentator på DirekteSport, Jesper Larsen, har oplevet på tætteste hold.

Jesper Larsen har kommenteret ishockey i fem år og har fulgt dansk ishockey, og i særdeleshed Frederikshavn, siden 1970'erne, så han har prøvet lidt af det hele. Men den krise holdet og klubben er i nu, er noget af det værste, han har oplevet.

- Det grundlæggende problem for White Hawks er, at man ikke længere kan trække spillere herop på et ordentligt niveau. Selv danskerne er blevet for dyre, og nogle vil slet ikke herop. Måske er byen ikke attraktiv nok, og som bundhold er White Hawks slet ikke. I min egenskab af kommentator, hvor jeg kommenterer både Frederikshavn og Aalborgs hjemmekampe, snakker jeg med spillere og trænere fra de andre hold i Metal Ligaen. Jeg er rystet over at høre, at der i øjeblikket er en tråd blandt spillerne, der går på, at man ikke vil til Frederikshavn. Det er ærgerligt, for en gang var det anderledes og attraktivt at komme herop, lyder det fra Jesper Larsen.

Den erfarne kommentator vil have byen til at stå sammen.

- Det kræver et andet budget, hvis vi igen skal have top-ishockey i Frederikshavn. Jeg synes, der er virksomheder i byen, der bør genoverveje, om man ikke skal spille en rolle. Mit synspunkt er, at arbejder man sig store i et lokalområde, så har man også en forpligtigelse til at give noget tilbage. Jeg synes faktisk ikke, det er i orden for succesfulde virksomheder ikke at støtte lokalsporten. Det får betydning for medarbejderne og overordnet set får det betydning for byens evne til at være tiltrækkende. Det gavner os alle, når det går White Hawks godt, mener Jesper Larsen.

Det gør ondt på han, når han følger retorikken fra enkelte fans på de sociale medier, og han mener i stedet, at man nu bør stå sammen i flok og få klubben på ret køl igen.

- Det er forfærdeligt at se og høre, hvordan enkelte spillere, ledelse og andre bliver hængt ud. Det er alt for nemt at sidde hjemme i kælderen og vælte eder og forbandelser over hvem, man nu lige synes skal rammes, kommer opsangen fra kommentatoren.

- Det er tid til at stå sammen, også selvom resultaterne ikke er der for tiden, fastslår Jesper Larsen.

Skader og målmandsposten har også været et problem for høgene i denne sæson og trænerskiftet i november, hvor Fredrik Johansson blev afløst af Mario Simioni.

- Det er naturligvis en udfordring på keeperposten. Først med August Hedlund, der blev skadet og sendt hjem, og nu også med Max Zimmermann. Så det er klart, med to så unge keepere, Anton Wilde og Kevin Frydkjær, så skal de have mere hjælp af deres forsvar. Der skal ryddes grundigere op foran kassen, og man skal undgå de blundere, som generelt har kendetegnet holdet i sæsonen.

- Derudover er skaderne jo væltet ned over flere af de etablerede spillere, og så har der samtidig været et trænerskifte uden nævneværdig effekt, så ja, det gør ondt at være vidne til, lyder det fra Jesper Larsen.

Aftenens kamp bliver svær for høgene, vurderer han.

- Aalborg er storfavorit. Afgangen af Chase Berger og Jake Smith har givet turbulens i Aalborg Pirates, men at dømme på opgøret mod Herlev senest, hvor jeg var ude og kommentere, så er der andre til at tage over. Og så har jeg det helt store spørgsmål omkring, hvem der skal score målene for White Hawks. Ben Freeman har indtil nu scoret flest mål, men det siger alt om scoringsproblemerne, at han ikke har scoret i de seneste ni kampe, bemærker Jesper Larsen.

Han kommenterer lokalopgøret i aften fra Nordjyske Bank Arena, hvor der er kampstart klokken 19:30. Rasmus Haarkær Ankersen og Steffan Ørvad Frydkjær er udpeget som hoveddommere til kampen, hvor høgene melder tæt på udsolgt af siddepladser.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...