Gå til hoved-indhold
04. maj 2025 - kl. 23.05

SF-byrådskandidat: - Lad os bruge de værdifulde ressourcer

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af  Soraya Khan

Byrådskandidat Soraya Khan (SF) har skrevet dette indlæg: 2. Maj deltog jeg i reception hos Frivilligcentret i det vigtige og varme frirum Pusterummet – et sted, hvor udsatte mennesker kan finde ro, fællesskab og forståelse. Her fik jeg blandt andet en god snak med to af de dygtige Peer-medarbejdere fra Frederikshavn Kommune.

Peer-uddannelsen har til formål at kvalificere mennesker med egne erfaringer med psykiske vanskeligheder og livskriser, så de kan støtte andre i lignende situationer. Det er mennesker, som bruger deres levede erfaring som en styrke - og som med både faglighed og empati kan gøre en reel forskel for andre borgere.

Men noget undrer og bekymrer mig: Flere af dem oplever, at det er svært at få fodfæste på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Det gælder både i det offentlige og det private. På trods af deres helt særlige kompetencer og livsindsigt er det en kamp at blive anerkendt som en ressource.

Derfor rejser jeg et spørgsmål til både arbejdsgivere og politikere: Hvordan kan vi i Frederikshavn Kommune - og i samfundet generelt - blive bedre til at åbne dørene for Peer-medarbejdere? Kunne man forestille sig, at flere kommunale arbejdspladser, bosteder, tilbud og virksomheder ansatte en Peer nogle timer om ugen? Ikke som et eksperiment, men som et værdifuldt supplement til det eksisterende personale.

Det er ikke blot en god idé – det er en investering i både mennesker og fællesskab. Jeg håber, vi kan prioritere dette højere i Frederikshavn og tage de første konkrete skridt i den rigtige retning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...