Statsadvokat: Lydfilsag fra Frederikshavn Havn skal genoptages
Statsadvokaten i Viborg har besluttet, at Nordjyllands Politi skal genoptage efterforskningen i den såkaldte lydfilssag fra Frederikshavn Havn, oplyser TV2 Nord.
Sagen blev indstillet i februar, men nye oplysninger har fået statsadvokaten i Viborg til - efter anbefaling fra Nordjylland Politi - at genåbne sagen.
På en 25 minutter lang lydfil forklarer og instruerer en kommunal medarbejder i Frederikshavn Kommune en person fra Frederikshavn Havn i, hvordan dokumenter i en aktindsigt til TV2 Nord bliver sorteret bort og dermed hemmeligholdes for offentligheden.
De nye oplysninger i sagen er blandt andet 88 sider med mailkorrespondance mellem Frederikshavn Kommunes kommunaldirektør, Thomas Eriksen, daværende borgmester Birgit S. Hansen (S) og Frederikshavn Havn.
Byrådsmedlem Jens Borup (V), som i første omgang meldte sagen til politiet, har efter sagen blevet lukket ned, været til møde hos politiet for at aflevere yderligere dokumentation for mails, som ikke blev udleveret og stadig ikke er blevet det.
- Jeg har det faktisk rigtig godt med, at sagen bliver åbnet igen, fordi jeg mener, at det er forkert, at offentligheden ikke får de oplysninger, der ligger i sagen, når der i min verden er foregået noget ulovligt. Det kan ikke være rigtigt, at der kan sendes en medarbejder ned og begrænse ytringsfriheden, siger Jens Borup (V) til TV2 Nord.