Life-Boats inviterer til arbejdsdage, informationsmøde og sejlerkursus i Strandby
De tre spændende kunstner-både "Life-Boats" har i de seneste år været hjemmehørende i Strandby. Derfor inviteres der nu de kommende dage til informationsmøde, arbejdsdage og sejlerkursus på Strandby Havn.
Torsdag 12. juni er der informationsmøde med kunstneren Marit Benthe Norheim, der har skabt de tre kvindebåde: LIV - LÆNGSEL - MINDER. Mødet finder sted kl. kl. 19.00-20.30 i i Havnefrontens Fælleshus på Søndervej 38 i Strandby.
Marit Benthe Norheim fortæller om idéen og tankerne bag det sejlende kunstværk, som har fået hjemhavn i Strandby.
Her kan man også høre om, hvilke aktiviteter der bliver omkring bådene i den kommende sæson.
Alle er velkomne, og arrangørerne håber, at mange er nysgerrige og har lyst til at komme og høre om tankerne for fremtiden - i et inspirerende selskab med oplæg til reflektion og tanker for fremtiden for bådene.
- Life-Boats er vært for en forfriskning til aftenens arrangement, fortæller Niels Mellergaard, som leder projektet i Strandby.
Allerede onsdag 11. juni og torsdag 12. juni, begge fra kl. 9.00 og dagen igennem, inviteres interesserede til klargøring af de tre Life-Boats. Bådene skal først og fremmest bundmales. Dernæst skal de rengøres indvendigt efter vinteren, og det forskellige udstyr skal installeres ombord. Også de nye pladser, hvor bådene skal ligge i denne sæson, skal klargøres.
Fredag 13. juni fra kl. 8.00 er der søsætning, og efter frokost vil der være sejlerkursus for kommende styrmænd.
Så meld gerne til og giv en hånd med på de tidspunkter, der passer bedst. Send en SMS til Niels Mellergaard på telefon 5124 5179.
- Jeg garanterer, at det bliver både aktivt og hyggeligt at være med i arbejdsfællesskabet, hvor nogle af Strandbys førende fiskerkoner assisterer med forplejningen, oplyser Niels Mellergaard.