Frederikshavn i top 25: Forbruget af PFAS-pesticider sætter ny rekord
Trods et øget fokus på PFAS-stoffer fortsætter landbrugets brug af PFAS-pesticider med at stige i Danmark. Ifølge ny opgørelse blev der fra 1. august 2023 til 31. juli 2024 sprøjtet med 213 ton PFAS-stoffer, hvilket er ny rekord. Alene i Frederikshavn Kommune blev der indberettet 2,7 ton.
Forbruget af pesticider, der indeholder PFAS, er steget til et rekordhøjt niveau. Det viser en ny opgørelse, som Danmarks Naturfredningsforening har lavet på baggrund af en aktindsigt i de sprøjtejournal-data, som landbrug, gartnerier, juletræsproducenter og andre jordbrugere af en vis størrelse er forpligtede til at indberette til Miljøstyrelsen.
I den seneste såkaldte planperiode fra 1. august 2023 til 31. juli 2024 blev der anvendt pesticider, der samlet set indeholdt 213 ton PFAS-aktivstof. Det er 17 ton mere end i den tilsvarende periode året forinden, der ellers var et rekordår.
Stigningen skyldes dels, at forbruget af PFAS-aktivstoffet fluopyram, der bl.a. bruges mod svampeangreb i vinterhvede og vårbyg, er steget igen efter et dyk året forinden. Dels ligger forbruget af PFAS-aktivstoffet fluazinam, der primært bruges mod svampesygdomme i kartofler, fortsat på et tårnhøjt niveau – ikke mindst som følge af, at svampemidler med aktivstoffet cyazofamid blev forbudt for to år siden, og at mange landmænd derfor har erstattet dem med pesticider, der indeholder PFAS-aktivstoffet fluazinam.
- Det er dybt bekymrende, at brugen af PFAS-pesticider bliver ved med at stige, selvom miljø- og sundhedsforskere nu i flere år har råbt op og advaret mod stofferne. PFAS-pesticiderne er designet til at være svære at nedbryde – og derfor ender de i miljøet som evighedskemikalier. Det synes jeg slet ikke vi kan acceptere som samfund, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
PFAS-pesticider i Frederikshavn Kommune
Også i Frederikshavn Kommune bliver der brugt store mængder PFAS-pesticid. Ifølge den nye opgørelse blev der i seneste planperiode indberettet 2.695 kg PFAS-aktivstof fra landbrug og andre virksomheder registreret i kommunen. Det placerer kommunen på en 25. plads over kommuner, hvor der er indberettet mest PFAS-pesticid.
Det største forbrug af PFAS-pesticider ses i Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern, hvor der henholdsvis er indberettet 15, 10 og 9,5 ton PFAS-aktivstof.
Det skal bemærkes, at de indberettede pesticider kan være brugt i en anden kommune end dér, hvor den enkelte virksomhed er registreret.
Truer drikkevandet
Landbrugets PFAS-pesticider har gennem flere år været mistænkt for at forurene grundvandet med nedbrydningsproduktet TFA – et evighedskemikalie, der ved en massescreening i 2020 blev fundet i 89 pct. af de undersøgte grundvandsboringer og over grænseværdien for pesticidstoffer i næsten samtlige tilfælde.
I december sidste år slog en længe ventet rapport fra Miljøstyrelsen og GEUS så fast, at PFAS-pesticiderne kan være en væsentlig kilde til TFA-forureningen af grundvandet.
Forskere fra GEUS havde undersøgt syv forskellige PFAS-pesticider. Undersøgelsen viste, at alle syv bliver nedbrudt til TFA i jorden – ikke mindst PFAS-stofferne fluopyram og fluazinam, der ifølge undersøgelsen er de stoffer, der danner allermest TFA.
Og netop fluopyram og fluazinam bliver som nævnt flittigt brugt på markerne. Ifølge de nye sprøjtejournal-data udgør de to stoffer alene 63 pct. af den samlede mængde PFAS-aktivstof, der blev anvendt i seneste planperiode.
- Det er tydeligt, at landbrugets PFAS-pesticider udgør en trussel mod vores grundvand og dermed mod fremtidens drikkevand. Derfor er der ingen anden vej end at forbyde de her stoffer med det samme, siger Maria Reumert Gjerding og påpeger, at også flere forskere har efterlyst et straksforbud.
Miljøstyrelsen har foreløbigt ikke reguleret stofferne, siden GEUS-rapporten udkom i december, men er i gang med at vurdere, om der skal gribes ind over for nogle af aktivstofferne. I april skrev Landbrugsavisen, at styrelsen havde sendt en partshøring til de virksomheder, der markedsfører PFAS-pesticiderne.
De mest PFAS-sprøjtede afgrøder i Frederikshavn Kommune
Her kan man se, hvilke afgrøder PFAS-pesticiderne er anvendt på ifølge indberetningerne fra virksomheder i Frederikshavn Kommune i perioden 1. august 2023 til 31. juli 2024.
Afgrøde | Samlet vægt PFAS-aktivstof i kg |
Kartofler, stivelses- | 1262,27 |
Vinterhvede | 566,42 |
Vårbyg | 255,92 |
Vinterhybridrug | 150,51 |
Vinterraps | 147,36 |
Kartofler, lægge- (certificerede) | 88,98 |
Vinterbyg | 65,71 |
Kartofler, lægge- (egen opformering) | 62,63 |
Rajgræsfrø, alm. | 53,40 |
Vårhavre | 9,66 |
Jordbær | 9,25 |
Vintertriticale | 7,38 |
Silomajs med græsudlæg | 4,01 |
Kartofler, spise- (pakkeri, vejsalg) | 3,16 |
Vinterrug | 2,69 |
Fodersukkerroer | 1,69 |
Vårhvede | 0,90 |
Hestebønner | 0,89 |
Silomajs | 0,78 |
Rødsvingelfrø | 0,49 |
Rajgræsfrø, alm. 1. år, efterårsudlagt | 0,26 |
Anden skovdrift | 0,06 |
Ærter | 0,06 |
Vårbyg, helsæd | 0,02 |