Forsøg med "pop-up"-brevstemmesteder står foran afskaffelse
Forsøgsordningen med "pop-up"-brevstemmesteder i Frederikshavn Kommune skal nedlægges. Det indstiller Direktionssekretariatet til politikerne i Økonomiudvalget, som behandler sagen i næste uge.
Som følge af en byrådsbeslutning 15. juni 2022 blev valgsteder i Brønden, Præstbo, Hulsig, Lyngså og Understed nedlagt. I stedet blev der godkendt en forsøgsordning i de fem byer, hvor der ville være mulighed for at brevstemme i kortere tidsrum ved såkaldte "pop-up"- brevstemmesteder.
Nu skal det besluttes, om forsøgsordningen skal forlænges.
Forsøgsordningen har kørt op til valget til Folketinget i 2022 samt valget til Europa-Parlamentet i 2024. Brevstemmestederne var bemandet med to personer, og disse havde ved folketingsvalget et estimeret forbrug på 70 timer (inkl. køretid/overtid). Ved valget til Europa-Parlamentet var forbruget på 35 timer (inkl. køretid/overtid). I begge tilfælde var der derudover udgift til leje af lokaler, herunder forsamlingshuse, idrætshaller og lignende.
Forsøgsordningen resulterede i, at man via "pop-up"-brevstemmestederne modtog 141 stemmer i alt ved folketingsvalget. Ved valget til Europa-Parlamentet modtog man 19 stemmer.
Alt i alt har forsøgsordningen bidraget med 160 stemmer, og det er administrationens vurdering, at denne ikke har virket efter hensigten.
Det foreslås på denne baggrund, at forsøgsordningen nedlægges. Ved ikke at forlænge forsøgsordningen vil der være en besparelse på de administrative medarbejderes brug af arbejdstid til valghandlingen samt på udgifter til leje af lokaler.