Frederikshavn Firmaidrætsklub: Luksus for de få – forfald for de mange
Jørgen Gade har skrevet dette indlæg: Frederikshavn Firmaidrætsklub (FFK) har for nylig lanceret det, de selv kalder et “eksklusivt” saunaområde med det pompøse navn Wæhrens Lounge. Prisen? 20 kr. per gang – for os, der allerede betaler kontingent til klubben.
Det lyder måske ikke af meget, men symbolet er tydeligt: Nu skal vi betale ekstra for adgang til den eneste del af klubben, der er blevet opgraderet i årevis.
Samtidig står resten af faciliteterne – som vi alle benytter – og smuldrer. Bruserummene har i lang tid været ramt af skimmelsvamp, gulve er hullet, og vand løber direkte ned under konstruktionen.
Træningsmaskinerne er fra en svunden tid og virker hverken sikre eller funktionelle. Om vinteren er nogle af hallerne så kolde, at man fryser, før man når at varme op, mens energiforbruget til opvarmning kører amok. Toiletterne? Uhygiejniske og helt ude af trit med nutidens standarder.
Allerede i 2017 blev der slået alarm i medierne om faciliteterne.
Men siden da er det eneste reelle, der er sket, at der er blevet malet lidt hist og her.
Det er ironisk – og tankevækkende – at en klub, hvis formål handler om sundhed, velvære og fællesskab, vælger at lancere noget eksklusivt, frem for at sikre ordentlige og sunde rammer for alle. For ja, sauna er sundt.
Det kunne have været et fantastisk initiativ, hvis det var tænkt som en åben og inkluderende mulighed for alle medlemmer – et naturligt tilbud i en sundhedsfremmende forening. I stedet er det blevet iscenesat som en slags VIP-lounge, hvor man nu skal betale ekstra for det, der burde være en del af helheden.
Det er helt fair, at man gerne vil udvikle klubben og tilbyde nye muligheder. Men det er ikke rimeligt, at det sker på bekostning af basale forhold og sikkerhed for de mange – til fordel for luksus til de få.
Derfor bør vi have fuld aktindsigt i, hvordan Wæhrens Lounge er blevet finansieret.
Hvem har truffet beslutningen, og hvordan hænger det sammen med firmaklubbens egne formålsparagraffer, som i bund og grund handler om fællesskab og motion og sundhed for alle?
Er det i tråd med værdierne i en firmaidrætsklub, at man prioriterer sauna og eksklusivitet over sunde og sikre rammer for flertallet?
Vi er mange, der elsker vores klub. Men kærlighed er ikke det samme som blind accept. Det her bør diskuteres – åbent, ærligt og med alle kort på bordet.