Gå til hoved-indhold
02. marts 2017 - kl. 04.03

FFK-leder: Vi trænger til et markant løft i Fr.havn

  • 1 af 2
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 2 af 2
    Et nyt multicenter vil formentlig indebære, at FFK-centret jævnes med jorden.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Firmaidræts Klub er klar til at sælge sine haller og lokaler på Flade Engvej i jagten på nye og bedre faciliteter i Frederikshavn. 

I går afslørede Kanal Frederikshavn. at netop Frederikshavn Firmaidræts Klub sammen med FG90, Dance Studio Frederikshavn og JAM Cheerleaders forsøger at realisere opførelsen at et multicenter til mellem 40 og 100 millioner kroner.

- Vi håber at få andre foreninger og interesserede med, for der er mange foreninger, som har pladsproblemer i Frederikshavn. Vi hører det hele tiden. Foreninger, der enten konstant skal flytte rundt mellem forskellige lokaler eller har for trange og mørke lokaler, siger Marianne Juul Rasmussen, daglig leder i Frederikshavn Firmaidræts Klub,.

Det ambitiøse projekt vil give foreningslivet et markant løft i Frederikshavn.

- Og det trænger vi til. Jeg har været med i firmaklubberne i seks år nu, og vi oplever hele tiden, at politikerne siger én ting, men gør noget andet. De har mange flotte ord, når vi er til møder og konferencer, men billedet er desværre et andet, når der skal handles. Vores tilskud reduceres år efter år, fortæller Marianne Juul Rasmussen.

Faciliteterne i FFK-centret er gamle og slidte, og energiudgifterne er alt for høje. Derfor krydser Marianne Juul Rasmussen fingre for, at multicentret bliver realiseret.

- Vi er hooked på det. Og jo flere foreninger jo bedre. Vi kan få stor fornøjelse af hinanden. Det vil generelt give alle foreninger et løft, fordi vi kan supplere hinanden. Multicentret vil være en investering i fremtiden, hvilket vi trænger til i Frederikshavn, vurderer Marianne Juul Rasmussen.

Foreningerne indkalder til pressemøde om nogle uger. Her vil ArkiNord fremvise et bud på, hvordan multicentret kan komme til at se ud.

For Frederikshavn Firmaidræts Klub er det afgørende, at multicentret bliver drevet som en forening. Det vil sige, at foreningerne ikke skal bekymre sig om flytning og aflysning af træningslektioner på grund af kommercielle arrangementer. Det er blandt andet et problem for FG90, som har mange træningstimer i Arena Nord.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...