Gå til hoved-indhold
08. juni 2025 - kl. 15.06

Sæby-kunstnere udstiller på "Retfærdigheden" i Sæby i juli 

  • 1 af 6
  • 2 af 6
  • 3 af 6
  • 4 af 6
  • 5 af 6
  • 6 af 6
Af: Michael Frederiksen

I forbindelse med Sæby Købstads 500 års jubilæum var der på selve jubilæumsdagen 10. august 2024 en meget velbesøgt udstilling på "Retfærdigheden" i Sæby. Udstillingen varede kun denne ene dag, da der dagen efter skulle være en historisk udstilling om Sæby gennem 500 år.

Kunstnergruppen fra jubilæumsåret har nu fået lov til igen at benytte "Retfærdighedens" lokaler til en udstilling, der denne gang varer fra fredag 27. juni til og med søndag 27. juli.

Kunstnerne:
Kirsten Mølgaard Madsen
Lotte Heile
Rikkelee Maluna Heile
Judith Rene Larsen
Claus Elversøe

Udstillingen åbner fredag 27. juni kl. 11.00. Der er fernisering lørdag 28. juni kl 11.00.  Her holder viceborgmester John Lamp Henriksen åbningstalen.

Udstillingen er åben hver dag i perioden fra klokken 11.00 til klokken 15.30. Der er gratis adgang alle dage.

Kort om de udstillende kunstnere:
Rikkele Maluna Heile, autodidakt kreativ sæbynit

- Jeg oplever det befriende og forløsende at være kreativ. Tanker og kontrol slippes, og værket bliver til på en uforudsigelig og energisk måde, som er intuitiv, ekspressiv og spontant eksperimenterende. Dette giver mig skaberglæde.

Judith René Larsen, født i Sæby og bor på Kildevej i Sæby

- Via min læreruddannelse blev jeg fortrolig med mange forskellige teknikker inden for billedkunst. I dag koncentrerer jeg mig om maleri. Motiver har jeg lige uden for døren ved havet med den evigt foranderlige himmel, årstidernes og vejrets skiften.

Lotte Heile, sæbynit.

- Jeg er en autodidakt kunstner og opvokset i Sæby. Jeg har altid lavet kunst. Min tilgang til at udtrykke mig er eksperimenterende og intuitiv . Jeg gør både i keramik, portrætter og i det abstrakte og ofte en blanding. Tolkningen lader jeg være op til den enkelte.

Kirsten Mølgaard Madsen, Kildevej 16, Sæby.

- Jeg er uddannet fra Aalborg Kunstskole i 2006 og har siden beskæftiget mig med min egen kunstvirksomhed og med undervisning af børn, unge og voksne i kunstneriske processer. Jeg udtrykker mig primært gennem maleri og grafik.

Claus Elversøe, fotograf fra Sæby, der med særlig fokus på byens charmerende miljø og stemning – ikke mindst havn, hav og strand - laver fotokunst trykt på lærred.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...