Gå til hoved-indhold
23. juli 2025 - kl. 21.07

Torsdag aften i Skagen: Magisk Open By Night med helte, tryllekunst og oplevelser for hele familien

  • 1 af 1
Af: Magnus Strøm Bach

Torsdag 24. juli bliver Skagens bymidte forvandlet til en stor legeplads, når Skagen Handel inviterer til en særlig udgave af Open By Night – skabt med fokus på børn, barnlige sjæle og lokale helte. Butikkerne holder åbent helt frem til klokken 21.00, og gaderne fyldes med sjove aktiviteter, festlig underholdning og god stemning.

- Aftenen indledes klokken 18.15 på Pladsen ved Vandkunsten med en hyldest til de lokale brandfolk, der har ydet en kæmpe indsats i forbindelse med naturbranden i Skagen Klitplantage. Brandfolkene kæmpede i otte intense døgn med at inddæmme og slukke den omfattende skovbrand – en indsats, der har høstet både lokal og national anerkendelse. Nu får alle mulighed for at sige tak, skriver SkagenNyt i en pressemeddelse. 

Efter hyldesten er der mulighed for at komme helt tæt på en rigtig brandbil, og alle børn kan få en tur op over byens tage i stigevognen. Det foregår fra klokken 18.30 til 21.00.

Klokken 19.00 inviteres der i teltet foran Spar Nord på et fantastisk og humoristisk trylleshow med Mikkel Rugholm – også kendt fra sine mange shows rundt i landet. Mikkel tager publikum med på en rejse fyldt med fjollede indfald, en tidsmaskine og magi for hele familien.

Han får måske endda en vaskebjørn til at dukke op – og efter showet tryller han videre med balloner til børnene. Myrer i menneskestørrelse og jagten på skatten. Fra klokken 19.00 til 21.00 bliver gågaden indtaget af en gigantisk orange myre i menneskestørrelse. Den undersøger alt på sin vej, flytter skilte, smager på is og hilser på alle. Det er sjov og anderledes gadeunderholdning, der vækker stor begejstring.

For børn i alderen 2-12 år er der også lagt op til spænding og eventyr. Fra klokken 17.00 til 20.00 kan man hente sit skattekort ved Vandkunsten og drage på skattejagt i butikkerne. Målet er at finde skatten, og alle deltagere får en lille gave. Der udleveres denne aften 125 skattekort – så det gælder om at være hurtigt ude.

På Pladsen ved Kappelborg fortsætter aktiviteterne hele aftenen med hoppe- og legeland, hvor børn og barnlige sjæle kan boltre sig. Her er plads til leg og latter, mens forældrene nyder stemningen eller en is i den lune sommeraften.

Open By Night er samtidig en oplagt anledning til at gå på opdagelse i byens butikker og spisesteder, som holder åbent helt frem til klokken 21.00. Her er både lokale specialiteter, sommertilbud, inspiration og personlig betjening. Der er skruet op for sommerstemningen, og både lokale og gæster bliver inviteret ind i byens hjerte.

Bag Open By Night står Skagen Handel, der i samarbejde med medlemsbutikker- og spisesteder har sammensat et program, der både hylder det lokale engagement og inviterer til sjove sommeroplevelser i børnehøjde. Så tag familien og vennerne under armen og med til en uforglemmelig torsdag aften i Skagen fyldt med leg, magi, myrer og modige brandmænd. Der er gratis adgang til alle aktiviteter – og masser af minder at tage med hjem.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...