Ufarlig Høge-offensiv svigtede på hjemmebane
Efter 566 dage med restriktioner blev der lørdag aften igen spillet ishockey i Nordjyske Bank Arena med fuld adgang for de lokale hockey-fans. 1507 tilskuere dukkede op til sæsonens første hjemmekamp i Metal Ligaen.
Desværre lykkedes det ikke Frederikshavn White Hawks at fuldende festen med en sejr, da de tabte 4-1 til Herning Bluefox. En kamp, hvor høgenes offensiv svigtede og så meget ufarlig ud.
White Hawks var uden langtidsskadede Aleksandr Bumagin, Mads Larsen og Mikkel Bertelsen, mens Christopher Frederiksen var tilbage i truppen, efter han sad over i tirsdags i Esbjerg, da han er blevet far.
På mål stod Mathias Seldrup for anden kamp i træk - og det er Jari Pasanes forløbelige taktik med de to stærke keepere, der får to kampe ad gangen. Skulle det blive til en sejr, står målmanden også kamp tre, og det samme vil gælde op til en fjerde kamp.
Første periode indledte gæsterne bedst, og pucken sværmede om WH-målet. I det fjerde minut skar Markus Jensen helt ind foran Seldrup til en stor chance. Minuttet efter var stoplen med høgene, da Joachim Linnet sendte en hammer afsted.
Føringen til Herning kom efter fem et halvt minut under en afventende udvisning, hvor gæsterne fik stillet op, og Mathias Bau sendte en håndledssvirp op i målhjørnet.
White Hawks havde store problemer med at komme frem til noget offensivt, og først efter ni minutter fik Christopher Frederiksen testet Emil Kruse i gæsterne mål. I samme situation havde Herning en spiller for meget på isen, og det gav powerplay til hjemmeholdet.
Det gav igen Christopher Frederiksen en stor chance fra slottet, som han desværre overplacerede, inden Eemeli Räsänen også forsøgte fra distancen.
I den sidste halvdel af perioden var dampen taget af gæsternes pres, og WH sad mere på pucken end tidligere. De helt store muligheder fik man ikke spillet sig frem til, men på den ene, der tilfaldt, med to minutter igen, slog høgene til.
Mark McNeill opfangede pucken i hjørnet, og sendte den ind foran mål til en fri Lucas Andersen. Her svigtede den brandvarme høge-topscorer - og med dette mål topscorer i ligaen - ikke, da han sendte den op i nettaget og udlignede til 1-1. Periodens resultat efter en skudstatistik Herning vandt 10-3.
Anden periode startede med et tidligt powerplay til Herning mens Niklas Pavel sad udvist for slashing. Det fik gæsterne sat godt op og testede Mathias Seldrup over flere omgange. Han holdt stand, og WH overlevede undertallet.
Midtjyderne havde dog momentum og bragte sig foran 2-1 efter syv minutter. Høgene fik ikke clearet pucken efter et længere pres, og Rasmus Nielsen hamrede den op i målhjørnet på en firstimer. Skulle Mathias Seldrup have haft den? Jari Pasanen tog i hvert fald en lidt uventet beslutning og satte Tadeas Galansky på mål.
White Hawks tog teten i den sidste del af perioden og kæmpede for en udligning. Men igen udeblev de store chancer - også grundet en stærk defensiv fra gæsterne. Jesper Jensen var tættest på fire minutter før pausen, da han foran mål forsøgte at styre pucken ind ved fjerneste stolpe.
Stillingen forblev 2-1 til Herning, som også førte skudstatistikken hele 23-6 efter 40 minutters spil.
Tredje periode indledte White Hawks i et overtal. Lucas Andersen testede Emil Kruse en enkelt gang, men mere blev det ikke til. Herning havde kontrol over hjemmeholdets offensiv, og tillod ingen store chancer, mens tiden begynde at være imod høgene.
Med 12 minutter igen burde Jesper Jensen have sikret en udligning. Spillet fri ved modsatte stolpe fik han alt for lidt ud af den store chance, og i stedet lignede det afgørelsen, da Mads Christensen scorede til 3-1 med 11 minutter igen. Christensen fik alt for meget plads til at slå en retur ind bag Tadeas Galansky.
White Hawks forsøgte med målmanden ude til sidst og fik også chancen i overtal med to minutter igen. Powerplay'et blev spillet i slowmotion, og Morten Poulsen fangede nemt pucken og sendte den i det tomme mål med baghånden fra egen zone.
Dermed blev det til en 4-1 sejr til Herning, efter en overbevisende skudstatistik på 31-13 til gæsterne, som satte en tyk streg under, at WH havde det meget svært offensivt.
Høgenes næste opgør spilles på tirsdag i Odense kl. 19.00. Fynboerne er placeret sidst i tabellen efter en sejr og tre nederlag. Her bliver det et gensyn med de tidligere WH-spillere Gorm Topholt og Mathias Mølgaard.