Varmen kom hurtigere tilbage efter planlagt afbrydelse i Frederikshavn
Forsyningen havde tirsdag 18. og onsdag 19. august planlagt en større varmeafbrydelse i Kilden og i Gudekvarteret, men allerede onsdag eftermiddag var varmen tilbage hos de berørte kunder.
- Vi er meget tilfredse med forløbet og kunne åbne for varmen hurtigere end forventet, oplyser Claus Flensted Andersen, Frederikshavn Varme.
Arbejdet, som var planlagt til at foregå uden for varmesæsonen, betød, at varmekunderne ikke kunne producere varmt brugsvand til bad og vask.
- Det kan godt tage lidt tid, før varmen er helt tilbage og fordelt i systemet, men jo mere varme man bruger, jo hurtigere går det, oplyser Claus Flensted Andersen.
Første etape i større fjernvarmeomlægning
Omlægningen sker i forbindelse med den nye ringledning, som fremover skal forsyne Kilden, Gudekvarteret og Sydbyen med varme og samtidig gøre det muligt at udvide fjernvarmen til havneområdet.
Ringledningen skal frigøre kapacitet til midtbyen og den østlige del af Frederikshavn, så varmeforsyningen kan understøtte den kommende fjernvarmeudbygning.
Arbejdet ved EUC Nord markerer første etape af en større omlægning, hvor Forsyningen gradvist tager den nyetablerede 4,9 km lange ringledning i brug i den vestlige del af Frederikshavn.




































