Gå til hoved-indhold
04. august 2023 - kl. 00.08

75-års jubilæum fejres med stor symfonisk koncert i aften

  • 1 af 3
    Frederik Burstedt er gæstedirigent for Aalborg Symfoniorkester. Foto: Nordic Artists Management
  • 2 af 3
    Aalborg Symfoniorkester kommer i aften til Skagen for at fejre Musik- og Teaterforeningens 75 års jubilæum. Foto: Ulla Jensen / ASO.
  • 3 af 3
    Cellisten Adam Woźniak er solist til koncerten i aften i Skagen Kirke Foto: Nicolas Cho Meier © Aalborg Symfoniorkester.
Af: Michael Frederiksen

Det var en mørk og stormfuld nat – den aften i december 1944, hvor historien om Skagen Musik- og Teaterforening tog sin begyndelse. Den stiftende generalforsamling fandt sted i befrielsesåret 1945, så for tre år siden kunne foreningen fejre 75 års jubilæum, men corona-pandemien satte en stopper for festlighederne.

Tålmodigt har foreningens bestyrelse ventet på en lejlighed til at gennemføre en længe planlagt jubilæumskoncert med Aalborg Symfoniorkester, og nu er tiden kommet.

I aften kl. 19.30 blændes der op for en storslået koncert i Skagen Kirke. Lige som det var tilfældet på den kolde december-aften i 1944 kommer musikerne rejsende fra Aalborg for at give skagboerne en usædvanlig musikalsk oplevelse. Det tidligere Aalborg By-Orkester er nu blevet til Aalborg Symfoniorkester, og på programmet i 2023 er der også en del gengangere fra dengang i 1944. Aftenen står i de nordiske komponisters tegn.

Under ledelse af den svenske dirigent Fredrik Burstedt og med cellisten Adam Woźniak som solist opfører orkestret værker af følgende nordiske komponister:

Johan Halvorsen (1864 – 1935), Norge 
Hakon Børresen (1876 – 1954), Danmark
Britta Byström (f. 1977), Sverige 
Carl Nielsen (1865 – 1931), Danmark 
Jean Sibelius (1865 – 1957), Finland 
Lars-Erik Larsson (1908 – 1986), Sverige 
Hugo Alfvén (1872 – 1960), Sverige

Du kan læse mere om foreningens nu snart 80-årige historie på hjemmesiden.

Entré til jubilæumskoncerten 4. august kl. 19.30 i Skagen Kirke:
Medlemmer af SMTF: 100 kr.
Ikke-medlemmer: 200 kr.
Gratis adgang for børn og unge under 18 år
 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...