Bangsbo Blomsterfestival afvikles for 20. gang i år
Bangsbo Blomsterfestival kan i år fejre 20 års jubilæum. Traditionen tro finder den populære blomsterfestival sted den første weekend i juni i Bangsboparken. Både lørdag 6. og søndag 7. juni er der åbent fra kl. 10-17.
Da Blomsterfestivalen blev afviklet første gang i 1996, var det med 17 udstillende pavilloner. Siden har festivalen udviklet sig til at kunne præsentere mere end 65 udstillere i 130 pavilloner.
Idéen med Blomsterfestivalen er at fremme nordjydernes og alle andre godtfolks interesse for planter og utraditionelle haver. Dette gøres ved at skabe en kulturel og folkelig festival.
20. års jubilæet fejres med kanonsalutter af specielt indbudte gæster ved åbningen.
Blomsterfestivalen åbner lørdag kl. 10, ved Bangsbo Botaniske Haves nye formand, Preben Reinholt. Åbningstalen har borgmester Birgit S. Hansen ansvaret for, mens flaget hejses af Mr. Botanisk Have, Herluf Johansen. FDF's 1. kreds Brassband sørger for musikken til fællesangen "Der er ingenting der maner".
Derefter vil Blomsterfestivalens "Kanoner", Hans Schmidt Andersen, tage kommandoen over de specielt indbudte gæster.
1. Kanoner er Hans Ulrik Vadman, idémand og daværende "kulturminister" i Frederikshavn. Han ville forandre sort by til blomstrende by. Blomsterfestivalen blev et kommunalt projekt med en lille broget flok, som stadig er med i styregruppen: Herluf Johansen, Hans Henrik Jensen, Finn Borbjerggard, Just Jensen og Jørgen Christensen.
2. Kanoner er Bente Heisel, som var den første sekretær i Blomsterfestivalen - en kommunal blæksprutte, der havde alle tentaklerne ude.
3. Kanoner er Inge Thomsen. Blomstereksperten, som skaffede Interfloras nordjyske mesterskab i blomsterbinding til parken i 1998 og 2004. og som foregik på Blomsterfestivalen. I 2004 blev DM i moderne blomsterbinding - både for juniorer og seniorer - afviklet på Knivholt.
I Blomsterfestivalen 2015 deltager haveforeninger, amatørgartnere, planteskoler, organisationer og foreninger med salg af blomster samt blomsterrelaterede produkter. Lokale foreninger og forretningsdrivende står for salget af mad og drikke.
.
Derudover byder festivalen også på mange andre familievenlige aktiviteter fra ungdomsforeninger, jazzmusik, solister, sportsdans, mavedans, korsang, gymnastik med. Alt sammen under Knud Erik Thranes kyndige vejledning.
For de deltagende udstillere er der en egenbetaling for leje af pavillon, borde og bænke. Entreen er 25 kroner for voksne, mens børn under 14 år har gratis adgang. Entreen dækker begge dage og skal være med til at sikre Bangsbo Botaniske Haves fremtid.
Det er Bangsbo Botaniske Have, foreninger og frivillige personer, der står for arrangementet.
- Blomsterfestivalen har således udviklet sig positivt gennem alle årerne og står i dag som et godt og positivt arrangement med stor PR-værdi for Frederikshavn. Der kommer besøgende fra hele landet, samt en del gæster fra resten af Norden, oplyser Jørgen Christensen fra Styregruppen, som også består af Ellen Ræbild, Herluf Johansen, Finn Borbjerggaard, Just Jensen, Hans Henrik Jensen, Jørgen Christensen, Claus Rask, Villy Møller og Preben Reinholt.



































































