Bangsbo Freja vinder første JM-titel siden 1968
Bangsbo Frejas U13-drenge vandt JM-titlen i Liga 4. Vi skal tilbage til 1968 for at finde en tilsvarende bedrift. I 1968 var det klubbens Puslinge B, der blev jysk mester.
- Derfor er Bangsbo Freja selvfølgelig meget stolte over drengenes og trænernes bedrift, siger kasserer Tommy Pedersen fra klubbens bestyrelse.
U13-drengene vandt den indledende gruppe suverænt og efter sejre over Jetsmark IF, Aars IK og TST Fodbold ventede Skibet IF fra Vejle i finalen. Kampen blev afviklet på neutral bane i Løgstrup (lidt uden for Viborg).
Der var stor opbakning fra Frederikshavn. Lige i underkanten af 100 tilskuere var mødt op for at støtte Bangsbo Frejas drenge.
Udeholdets opbakning var dog endnu mere imponerende. Flere busser var fyldt med flere hundrede børn og voksne. De havde medbragt bannere, flag, trommer, horn og skabte derfor en fantastisk stemning allerede inden kampen var gået i gang.
Martynas Karalius, Bangsbo Frejas træner, havde dog sat drengene helt perfekt op til kampen - både mentalt og fysisk. Bangsbo Freja satte sig derfor på midtbanen og kampen allerede fra dommerens første fløjt.
Allerede efter to minutter kæmpede Marius Kristensen sig igennem Skibets forsvar, inklusiv målmanden, og lagde bolden køligt ind i målet. 1-0 til Bangsbo Freja, inden Skibet IF for alvor var kommet i gang.
Halvvejs igennem første halvleg brød Victor Severinsen igennem og gjorde det til 2-0 til Bangsbo Freja.
I slutningen af første halvleg blev Skibet IF tildelt et straffespark. Bolden blev dog sendt over både målmand Benjamin Vinther Christiansen og målet. Stadig 2-0.
Kort efter pausen fik Victor Severinsen endnu en god stikning, rundede forsvaret samt målmanden og lagde bolden i et tomt mål. 3-0 til Bangsbo Freja.
Resten af kampen var Bangsbo tættere på at komme på 4-0 end en scoring fra Skibet IF. Det var en meget overbevisende indsats af de frederikshavnske drenge.
Efter kampen blev mestrene behørigt fejret med pokal, guldmedaljer og T-shirts fra DBU, men også masser af konfetti fra tilskuerne fra Bangsbo Freja. "Champagne" til drengene. Pokal fyldt med de våde (alkoholfrie) varer.
Martynas Karalius ser nu frem til rykke op i Liga 3, ligesom han glæder sig til at skulle til Holland med holdet i efterårsferien.








































