Åbent hus for kommende 4.-6. årgang i HotSpot 9900
HotSpot byder igen i år alle børn fra kommende 4. til 6. årgang velkommen til Åbent Hus onsdag 17. juni fra skolefri til kl. 17:00.
Dagen er for alle, som gerne vil prøve at gå i klub. HotSpot byder indenfor til en helt almindelig klubdag, hvor de forskellige aktivitetstilbud er åbne.
- HotSpot fritidsklub er et fritidstilbud, som populært sagt er afløseren for SFO. Vi har et stort hus med mange faciliteter og er specialiserede i at skabe store og små fællesskaber samt trivsel for børn og unge. Vi vægter medbestemmelse og arbejder målrettet på at give alle børn og unge deltagelsesmuligheder. Vores dygtige personale glæder sig til at møde mange nye børn og unge denne dag, siger leder Renate Weilov.
Foruden nedenstående daglige aktiviteter byder HotSpots årshjul på mange ture og arrangementer ud af huset. Man har blandt andet en årlig tur til Fårup Sommerland i september samt overnatninger i efteråret og foråret.
AKTIVITETER I FRITIDSKLUBBEN
KREA Træ-Krea-Glas- Keramik | Krea arbejder i tre spor. Almindelig dagligdag med diverse kreative sysler, sæson aktiviteter og projektorienteret. Der arbejdes med det kunstneriske udtryk i et skaberunivers, hvor materialelære og respekten for materialernes kunnen er i fokus. Funktionerne bærer præg af ro. Det er plads til den enkelte og der er plads til fordybelse. Pædagogerne har altid fokus på dialog, relationer og et fælles tredje. |
Hygger, Bar & Bio | Baren og Hyggeren er husets hjerte. Mange børn/unge starter og slutter dagen i baren og hyggeren. Det er et roligt sted, hvor man kan trække sig tilbage. Barnet møder tryghed. Det er et kendt sted, og man behøver ikke at have en aftale med en kammerat for at komme der. I Baren bliver barnet set og hørt og nyder godt af den gode atmosfære i kendte rammer. I Bio er der mulighed for at udforske VR, danse eller se en film. |
Gamerrum | I Gamerrummet er der fokus på det gode kammeratskab. Her er det vigtigt at man hjælper hinanden. Der er turneringer, hvor der er fokus på koncentration, fair play, den gode tone og på at blive dygtigere. |
Sporten | I sporten er der mulighed for at træne i bordtennis og pool/billard. HotSpot deltager i forskellige turneringer i landet og har derfor altid fokus på at blive dygtigere. Der er turneringer i fodbold og Panna, hvor der er fokus på samarbejde og fair play. I vinterperioden tilbydes skydning m.m. |
Salen | Salen bruges til indendørs sportsaktiviteter i vinterhalvåret. Her spilles der fodbold, dødbold, Panna osv. Salen bliver også brugt til gøgl, dans, teater, fri leg og store arrangementer. Salen er stedet, hvor man kan udfolde sig fysisk i vinterhalvåret. |
Legeplads | På legepladsen er omdrejningspunktet Multibanen og Skaterbanen. Der er forskellige turneringer, og HotSpot deltager gerne i arrangementer med street-aktiviteter. På legepladsen er der fokus på udfoldelse, fair play, gode oplevelser og udeliv. |
Musik | I musik er der mulighed for at lære at spille på forskellige instrumenter. Der er mulighed for at blive guidet i forhold til at skrive sangtekster og selv komponere musik. HotSpot har et komplet studie, hvor vi kan optage musikken, så det kan bruges andre steder end i musiklokalet. I musik er der fokus på at lære nyt, samspil, den gode oplevelse af musik i alle genrer og et godt kammeratskab. |




































