Gå til hoved-indhold
02. maj 2025 - kl. 19.05

BeneFit Nord har sagt ja til forhandling af overenskomst

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Det er en stor dag for fysioterapeuter i Nordjylland. Efter konfliktvarsel fra Fysioterapeuternes Fagforening har klinikken BeneFit Nord nu meddelt, at de ønsker at forhandle en overenskomst.

Efter måneder med pres, konfliktvarsel og massiv opbakning fra både medlemmer og offentlighed, har BeneFit Nord nu meddelt, at de ønsker at forhandle en overenskomst. Parterne mødes ved forhandlingsbordet 12. maj – et afgørende skridt mod bedre vilkår.

- Det her er ikke bare et gennembrud – det er et stærkt bevis på, at fællesskab og vedholdenhed virker, siger Signe Lærke Børsting, formand for Fysioterapeuternes Fagforening.

At nyheden lander umiddelbart efter 1. maj gør den kun mere meningsfuld. En dag, hvor vi hylder solidaritet og ordentlige arbejdsvilkår, bliver nu fulgt op af konkret handling.

- 29. april sendte vi første konfliktvarsel mod klinikken. Baggrunden var klar: BeneFit Nord havde i månedsvis nægtet at indgå overenskomst – til trods for, at deres ansatte arbejder under vilkår, der ligger langt under branchens standard.

De ansatte har hverken pensionsindbetaling, 6. ferieuge eller ret til barns første sygedag. Barselsvilkårene er ringe, og lønnen ligger mere end 100.000 kroner under niveauet for en kommunalt ansat fysioterapeut.

BeneFit Nord løser samtidig opgaver for Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland. Det har vakt kritik, da kommunen har en arbejdsklausul, der skal sikre ordentlige forhold hos leverandører.

Konflikten har mødt stor opbakning fra patienter, politikere og kolleger i hele landet. Flere har offentligt bakket op og aktivt valgt klinikker med overenskomst.

Selvom Benefit Nord nu har meldt sig klar til at forhandle, fastholder  Fysioterapeuternes Fagforening, at 2. konfliktvarsel sendes som planlagt 6. maj. Det sker for at sikre, at processen bevæger sig fremad – og at der faktisk kommer en reel aftale ud af forhandlingerne.

Samtidig forberedes også sympatikonflikt, hvis klinikken enten trækker sig fra forhandlingerne eller ikke viser vilje til at indgå en overenskomst med ordentlige vilkår.

- Vi går til bordet i god tro – men vi er også klar til at stå fast, hvis det bliver nødvendigt. Det betyder, at konflikten stadig kan træde i kraft 15. maj, hvis BeneFit Nord ikke indgår en aftale under forhandlingen 12. maj. Med andre ord: Forberedelserne fortsætter – og vi er klar, hvis det kræves ,siger formand Signe Lærke Børsting.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...