"Best of the rest"-slutspil: Strandby får søndag besøg af Rødovre
Strandby Tornados' floorballherrer tager søndag 14. april kl. 14.00 imod Rødovre Floorball Club i den første af potentielt tre semifinaler om den ene plads i Kvalifikationsspillets finale.
- Vi er klar til en floorballfest i Strandby Hallen, og vi skulle gerne have lægterne fyldt med lige så feststemte Tornados-supportere til liga-herrernes sidste hjemmekamp i sæsonen, inden de forhåbentlig, med den første semifinalesejr i bagagen, drager mod Rødovre næste weekend, lyder det fra Tornados' formand, Kim Frillerhøj.
Semifinale nummer to og eventuelt tre spilles i Rødovre i weekenden 20.-21. april.
Finalen i kvalifikationsspillet spilles i Næstved 4. maj kl. 10.00 som optakt til DM-finalerne for henholdsvis damer og herrer.
Kvalifikationsspillet er, som Floorball Danmark selv beskriver det, et "best of the rest"-slutspil for de hold, som ikke kvalificerede sig til mellemspillet om DM. Teoretisk set er der altså syvendepladsen i Select Ligaen, der spilles om.
- Kom i Strandby Hallen på søndag og hjælp Tornados' herrer et skridt nærmere finalen. Der er selvfølgelig, som altid, gratis entré, og kommer du iført Tornados klubtøj, eller i det hele taget bare gult tøj, byder vi på en gratis kaffe eller sodavand. Medbringer du samtidig personligt stemningsudstyr som tromme, truthorn eller klappølser, står der en gratis "Tornados-platte" (parisertoast + sodavand + kaffe) klar til dig i cafeteriet, fortæller Kim Frillerhøj.