Bilister i Skagen skal ikke betale for øgede udgifter til den kollektive trafik
Politikerne i Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur i Frederikshavn Kommune vil ikke i første omgang være med til at finansiere stigende udgifter til den kollektive trafik ved at udvide sæsonen med betalingsparkering i Skagen.
Administrationen vurderer, at Frederikshavn Kommunes udgifter til den kollektive trafik i 2027 stiger med 2,1 millioner kroner.
Hvordan skal den udfordring løses? Administrationen foreslår to spor. Dels peges der på tilpasninger af serviceniveauet, primært i den åbne kollektive trafik, dels på muligheden for at øge indtægterne fra betalingsparkering i Skagen ved at forlænge perioden med parkeringsafgifter, så den går fra påske til skolernes efterårsferie. I dag er der betalingsparkering i Skagen fra 1. juni til 31. august.
Det giver ekstra indtægter på forventet 900.000 kroner, men politikerne siger i første omgang nej til denne løsning. Udvalget ønsker andre forslag til besparelser og/eller øgede indtægter med mulighed for at vælge.
Andre punkter nikkede politikerne ja tak.
Udbuddet af afgange og ruter i den åbne kollektive trafik reduceres og optimeres med virkning fra køreplanændringerne i august 2027 med henblik på at opnå en varig besparelse på 1,2 mio. kr.
Og fra 2027 tilbydes der ikke længere reduceret egenbetaling for kørsel til aktivitetscentre for ikke-demente og øvrige pensionister. De henvises i stedet for til flextur, flexhandicap-ordningen eller ordinær taxakørsel.
Udvalget blev orienteret om benyttelsen af kommunens busruter i den kollektive trafik. Data vedrører 2026 og viser det gennemsnitlige antal passagerer på de enkelte busruter.




































