Gå til hoved-indhold
28. september 2026 - kl. 19.09

Mit første budget: Politik er også kunsten at give noget fra sig

  • 1 af 1
Af  Klaus Hjulmand

Byrådsmedlem Klaus Hjulmand (LA) har skrevet dette indlæg: Mit første kommunale budget er landet. Da jeg gik ind i politik, havde jeg selvfølgelig en række ting, jeg gerne ville ændre. Det har jeg stadig. Jeg gik ind i politik, fordi jeg gerne vil gøre en mærkbar forskel og være med til at gøre Frederikshavn Kommune til et endnu bedre sted at bo, arbejde, drive virksomhed, stifte familie, have en aktiv fritid og blive gammel.

Man får ikke nødvendigvis sin egen ønskeliste igennem fra ende til anden. Og det skal man måske heller ikke.

Et budget er både politik og kompromis. Man sidder omkring bordet med mennesker, der ser verden forskelligt og har forskellige prioriteringer. Hvis alle alene kæmper for deres eget, kommer man ikke langt.

Der skal gives og tages.

Det betyder ikke, at man skal lægge sine holdninger fra sig i garderoben. Jeg er liberal, og jeg har naturligvis arbejdet for et liberalt aftryk på aftalen – ansvarlig økonomi, bedre rammer for erhvervslivet, fokus på bosætning og et konstant blik for, om vi bruger borgernes penge fornuftigt.

Men når man sidder med ansvaret, bliver spørgsmålet større end: Hvad er bedst for mig eller mit parti?

Det vigtigste spørgsmål må være: Hvad er samlet set bedst for de mennesker, der bor i Frederikshavn Kommune?

Jeg er blandt andet glad for, at der i aftalen prioriteres markant på børn- og unge- og på ældreområdet, og at en international folkeskolelinje nu bliver en del af kommunens retning. Samtidig er der fokus på erhvervsudvikling og bosætning. Det hænger efter min opfattelse tæt sammen: Vi skal have råd til velfærd i fremtiden, og det kræver arbejdspladser, virksomheder og mennesker, der vælger vores kommune til.

Men budgetarbejdet slutter ikke, når underskrifterne er sat. En stor del af arbejdet begynder faktisk nu.

Som formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Forening og Lokalsamfund - KIFL - ved jeg, at vi har vi en vigtig opgave med at omsætte den politiske retning til noget, der kan mærkes ude i kommunen.

Foreningerne, idrætten, kulturen og vores lokalsamfund bliver nogle gange omtalt som det, der kommer efter kernevelfærden. Jeg ser det anderledes.

Et stærkt foreningsliv, gode kulturtilbud, idrætsfaciliteter og levende lokalsamfund er også en del af det, der får mennesker til at trives og til at vælge et sted til.

Det betyder noget, om børn har et sted at gå til fodbold, håndbold, spejder eller musik. Det betyder noget, om der er liv i vores byer og lokalsamfund. Og det betyder noget, om nye borgere hurtigt kan blive en del af et fællesskab.

Derfor bliver en af de store opgaver på KIFL-området at se endnu mere på, hvordan kultur, idræt og foreningsliv kan spille sammen med kommunens ambitioner om bosætning og udvikling.

Mit første budget har både været en politisk og en personlig læreproces. Jeg har fået noget med. Jeg har ikke fået alt med. Andre har fået ting med, som ikke stod øverst på min liste. Sådan må det være. For når forhandlingerne er slut, er opgaven ikke at kunne gå hjem og sige, at man vandt over de andre. Opgaven er at kunne se borgerne i øjnene og sige:

Vi forsøgte at finde den løsning, som samlet set var bedst for Frederikshavn Kommune.

Det synes jeg faktisk, vi er kommet et godt stykke med.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...