FH Socialrådgiverordningen skal ikke reduceres nu, mener SF'er
Soraya Khan (SF), næstformand og 1. suppleant i Frederikshavn Byråd, har skrevet dette indlæg: Tirsdag skal Udvalget for Arbejdsmarked, Virksomheder og Uddannelse i Frederikshavn Kommune tage stilling til FH Socialrådgiverordningen. Så derfor er der en klar opfordring til udvalget herfra: Lad være at reducere ordningen!
Antallet af henvendelser er faldet fra 164 i første halvår 2025 til 139 i første halvår 2026. Det er et fald, men 139 henvendelser på bare seks måneder er stadig mange. Det svarer til omkring 23 henvendelser om måneden.
Derfor mener jeg ikke, at vi alene på baggrund af et fald i antallet af henvendelser kan konkludere, at behovet for rådgivning er blevet tilsvarende mindre.
Det fremgår også af sagen, at de borgere, der henvender sig, ofte har langvarige og komplekse sager. Én henvendelse kan derfor dække over en sag, der kræver meget rådgivning og hjælp.
På baggrund af faldet foreslås betalingen reduceret med 18 procent, svarende til 73.080 kr. om året, og rådgivningstiden reduceret med fire timer om ugen.
For mig er ordningen vigtig, fordi borgerne kan få råd og vejledning fra en uvildig part. Det kan give større tryghed og hjælpe borgerne med at forstå deres sag, afgørelser, muligheder og kommunens sagsbehandling.
Samtidig står vi midt i store forandringer på beskæftigelsesområdet. Derfor synes jeg ikke, at tidspunktet er det rigtige til at skære i en ordning, som netop kan hjælpe borgere med at finde rundt i systemet.
73.080 kr. er selvfølgelig også penge, men det skal holdes op imod den værdi, rådgivningen har for de borgere, som har brug for den.
Derfor kan jeg støtte den nye formåls- og opgavebeskrivelse, men jeg mener ikke, at betalingen og rådgivningstiden bør reduceres nu.
Jeg mener, at vi skal bevare ordningen på det nuværende niveau, følge udviklingen og tage spørgsmålet op igen, når vi har et bedre grundlag.




































