Gå til hoved-indhold
25. september 2026 - kl. 00.09

Dodo & The Dodos og Sømændene er klar til Rock i Frederikshavn 2027

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Der bliver både dansk pophistorie, store hits, fællessang og en solid saltvandsindsprøjtning, når Rock i Frederikshavn 2027 løber af stablen. Dodo & The Dodos og Sømændene er de næste to navne på plakaten.

Rock i Frederikshavn føjer endnu to navne til programmet for lørdag 12. juni 2027. Dodo & The Dodos kommer til Frederikshavn midt i fejringen af 40 år på landevejen, mens Sømændene lægger til på Knivholt med en klar ambition om fest, energi og fællessang.

Dodo & The Dodos fik deres store gennembrud i 1987, og 2027 markerer dermed 40-året for debutalbummet Dodo & The Dodo's. Siden har bandet leveret en lang række sange, der for længst har fået status som danske popklassikere.

Vågner i Natten, Giv Mig Hvad Du Har, Pigen Med Det Røde Hår og Sømand Af Verden er blot nogle af de numre, publikum kan glæde sig til at synge med på, når Dodo & The Dodos indtager Knivholt.

Og selv om der står 40 år på kilometertælleren, kommer Dodo & The Dodos ikke til Frederikshavn for at kigge nostalgisk tilbage. Jubilæumsturnéen byder på et energifyldt sceneshow, masser af nærvær og et bagkatalog, der gennem fire årtier har vist sin evne til at samle generationer.

- Dodo & The Dodos har simpelthen så mange sange, som folk kender fra første tone. Det er et af de bands, hvor man pludselig opdager, hvor mange af deres numre man faktisk kan synge med på. Samtidig synes vi, det er fantastisk, at vi får lov til at være en del af deres 40-års jubilæum. De passer perfekt til Rock i Frederikshavn, siger Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn.

Sømændene lægger også til i Frederikshavn, og med offentliggørelsen af Sømændene får programmet samtidig tilført en helt anden slags energi.

Bandet har gennem de senere år cementeret sin position som et særdeles medrivende liveorkester med en blanding af egne sange, fortolkninger, humor og en meget tæt kontakt med publikum.

Med seks albums og numre som Drik! og Maglemølle samt fortolkninger af blandt andet Alt hvad hun ville var at danse og Lækker har Sømændene gjort fællessang, fest og sømandsliv til deres helt egen disciplin.

Og spørger man bandet selv, hvad publikum kan forvente på Knivholt, er svaret enkelt: Fest, energi, fællessang, vals og en saltvandsindsprøjtning.

Frederikshavn er samtidig ikke helt ukendt farvand for Sømændene. Flere medlemmer af bandets crew bor i byen, og da bandet bliver spurgt, hvad de først tænker på, når de hører Frederikshavn, falder svaret prompte: Funky Sound. Vores fantastiske crew som bor i Frederikshavn.

At Rock i Frederikshavn samtidig har en havn i navnet, bliver også taget godt imod.

- De (Sømændene, red.) siger selv, at de altid elsker at besøge nye havne, så på den måde burde vi jo næsten have inviteret dem noget før. Sømændene er indbegrebet af den fest, vi gerne vil skabe på Knivholt. Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan stå stille ret længe, når de går på scenen, siger Casper Høgsted.

Sømændene selv har også et meget kontant råd til dem, der overvejer, om de skal med til Rock i Frederikshavn.

På spørgsmålet om, hvad de vil sige til dem, der overvejer at købe billet, lyder svaret:

- Køb to billetter.

Med Dodo & The Dodos og Sømændene fortsætter Rock i Frederikshavn offentliggørelsen af programmet til 2027. De to navne slutter sig til Queen Machine, TV-2 og SAVEUS, som allerede er offentliggjort.

Dermed er de første fem navne på plakaten på plads - og flere følger.

Billetsalget starter fredag 2. oktober kl. 18.00-20.00 i Sparekassen Danmark i Frederikshavn, hvor der er en række særlige fordele ved at købe billetten på åbningsaftenen.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...