Gå til hoved-indhold
24. september 2026 - kl. 11.09

Over 1700 har købt billet til fredagens hjemmekamp mod Herlev

  • 1 af 1
    - Vi har netop rundet 1.700 solgte billetter til kampen i morgen, oplyser billet- og marketing-koordinator Jonas Jensen.
Af: Michael Kristensen

Frederikshavn White Hawks forrygende sæsonstart har med ét fået interessen til igen at stige for ishockey i byen og hele Vendsyssel. I morgen aften spiller høgene hjemmekamp mod sidste års finalister fra Herlev, og det lader til, der bliver godt pakket i Nordjyske Bank Arena.

- Vi har netop rundet 1.700 solgte billetter til kampen i morgen, oplyser billet- og marketing-koordinator  Jonas Jensen, da Kanal Frederikshavn taler med ham torsdag formiddag.

White Hawks har vundet seks kampe i træk, og med 18 point for syv kampe er holdet tæt på kvalifikation til Final4. Et par sejre mere, og måske lidt til, så vil høgene være at finde i den prestigefyldte turnering, som afvikles i begyndelse af februar. En turnering, som White Hawks senest vandt i 2020, hvor man besejrede Rungsted 2-0 i finalen i Gigantium i Aalborg.

I morgen gælder det Herlev i Metal Ligaen og muligheden for den syvende sejr i træk. Derfor er interessen for at se WH stor, hvilket er en kontrast til de seneste sæsoner, hvor byens stolthed har fristet en tilværelse i bunden af Metal Ligaen, og to gange, indenfor de sidste tre sæsoner, misset slutspillet.

- Vi glæder os til en forhåbentlig stor fredagsfest i morgen, hvor vi åbner op i fanzonen i Royal Club allerede fra klokken 17:00. Alle er velkommen til at deltage, hvor vi samtidig har dobbelt op i baren frem til klokken 18:30, siger Jonas Jensen.

Her kan man få Royal-øl, Shaker Sport og Royal Club, oplyser klubben.

Derudover har fanzonen åbnet op for forskellige spil, hvor man kan dyste mod hinanden og vennerne i blandt andet bordishockey, teknikspil med puck og fodbold.

Som Kanal Frederikshavn skrev efter søndagens kamp i KF-LIVE: Skal vi over 2.000 tilskuere på fredag?

- Muligheden foreligger, og spillerne har virkelig været taknemmelige for opbakningen gennem sæsonen indtil videre, også på udebane, lyder det fra Jonas Jensen.

Der er kampstart fredag aften klokken 19:30. Kan du selv være tilstede i Nordjyske Bank Arena, er vi på plads med KF-LIVE.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...