Gå til hoved-indhold
25. september 2026 - kl. 00.09

Brandudsalg i White Hawks forhindrede endnu større underskud

  • 1 af 1
    Efter præsentationen af Casper Stockfisch som cheftræner er det igen blevet sjovt at være bestyrelsesmedlem, sponsor, fan og spiller i White Hawks.
Af: Michael Frederiksen

Elite Nord Frederikshavn A/S - selskabet bag ishockeyholdet Frederikshavn White Hawks - kom ud af regnskabsåret 2025/2026 med et underskud på 362.617 kroner. Udelukkende et brandudsalg i slutningen af sæsonen forhindrede et underskud på omkring en million kroner, som i værste fald kunne have lukket klubben.

Det kom frem på torsdagens generalforsamling i Elite Nord Frederikshavn A/S.

Det er andet år i træk, at der er røde tal på bundlinjen. De foregående 15 år kørte klubben hvert år med overskud.

Bestyrelsen lagde ikke skjul på, at økonomien i høj grad blev reddet af, at flere af White Hawks' bedste spillere mod slutningen af sæsonen fik lov til at lave aftale med andre klubber, som - i modsætning til White Hawks - deltog i slutspillet.

- Det var en meget stor, men nødvendig beslutning blev det oplyst på generalforsamlingen.

Uden dette brandudsalg havde der været et minus på yderligere 500.000-600.000 kroner.

Nu går det markant bedre. Sponsorindtægterne i denne sæson er godt to millioner kroner større end i den forgangne sæson. Stigningen er fordelt på nogle få sponsorer. "Tordenskjolds soldater" blev de kaldt.

Jørn Ole Bertelsen og Dennis Pilgaard var på valg, og begge blev genvalgt. Bestyrelsen består desuden af formand Peter Conradsen, Henrik Andersen og Lars Mølgaard.

Stemningen var god på generalforsamlingen takket være den fornemme sæsonstart med seks sejre i syv kampe. Bestyrelsen blev spurgt ind til, om man risikerer, at cheftræner Casper Stockfisch smutter efter denne sæson, hvis han fortsætter de imponerende takter.

Her lød svaret, at cheftræneren har en to-årig kontrakt, og at bestyrelsen er meget tilfreds med både ham og assistenttrænerne Esben Nedermark og Johan Westmark.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...