Gå til hoved-indhold
29. september 2026 - kl. 00.09

92-årige Niels Otto Larssens tip-tip-tip-tip-oldefar byggede Krudttårnet

  • 1 af 3
    Niels Otto og Anni Larssen ses her med deres bonusdatter, Helle Gössler Christensen, der spillede hovedrollen i lørdagens danmarkspremiere i Det Musiske Hus i Frederikshavn.
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

92-årige Niels Otto Larssen havde taget turen helt fra Allerød til Frederikshavn, da La Rondine (Svalen) af Puccini lørdag eftermiddag havde danmarkspremiere i Det Musiske Hus. Med i bilen fra Nordsjælland var Niels Otto Larssens kone, 91-årige Anni Larssen.

Parret tog først og fremmest turen til Frederikshavn, fordi deres bonusdatter, Helle Gössler Christensen, spillede hovedrollen i forestillingen.

Men for Niels Otto Larssen var det samtidig et gensyn med Frederikshavn, som han boede flere år i, da han var dreng, og hans familie har i den grad sat sit præg på både Frederikshavn og Sæby.

- Jeg blev født ved Brønderslev, og jeg er stolt over at være vendelbo. Vi mærker en helt anden imødekommenhed heroppe. Folk er så søde og hjælpsomme, og det oplevede vi blandt andet på Hotel Lisboa, hvor vi boede i weekenden, fortæller Niels Otto Larssen,

Han flyttede som dreng ind hos sin faster. Hun boede i et hus på Gærumvej, meget tæt på Sæbybanen. 

- Huset lå kun omkring to meter fra Sæby-banen, så det rystede, når toget kørte forbi, husker Niels Otto Larssen.

Han var forbi huset i weekenden, hvor han til sin glæde konstaterede, at det var renoveret.

Niels Otto Larssens mor stammede fra Norge. Hans tip-tip-tip-tip-oldefar var med til at bygge Krudttårnet i Frederikshavn.

- Han var fæstningsingeniør og byggede også Krudttårnet i Rønne og Christianøs befæstningsanlæg, fortæller Niels Otto Larssen.

Han er oldebarn til den norske kaperkaptajn Peter Jacob Larssen, som kom til Sæby i 1808 og blev Sæbys første folkevalgte borgmester.

Kaptajnen mødte en smuk 16-årig pige til et bal i Sæby. Hun var datter af provsten i Understed, som ikke accepterede deres forhold. Det gjorde han dog et år senere, da kaptajnen gik i land og flyttede til Sæby, hvor han slog sig ned som købmand. 

Parret fik mange børn, og en af dem var fyrskipper på Læsø.

I en alder af 15 år begyndte Niels Otto Larssen som kostelev på Rungsted Statsskole. Her blev han i 1957 lærer i mellemskolen, og fire år senere blev han gymnasielærer i matematik, fysik og kemi.

I 1974 blev han udpeget af undervisningsministeriet til at bidrage til opbygningen af den danske sektion på Europaskolen i Bruxelles. 14 år senere vendte Niels Otto Larssen tilbage til Danmark og blev lektor på Espergærde Gymnasium, inden han gik på pension i 1994.

I weekenden nød han sit gensyn med Frederikshavn og tænkte med glæde tilbage på de mange timer i Lodsgade, hvor han sammen med sine kammerater legede englændere og tyskere i en bunker. Og han var en tur i Klitgade, hvor der var strand lige uden for huset, da Niels Otto Larssen boede i Frederikshavn.

- Meget har ændret sig. Jeg kan ikke finde rundt i byen mere, smiler Niels Otto Larssen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...