Socialdemokratiet vil øge velfærden med over 180 millioner de næste fire år
Hvorfor er Socialdemokratiet ikke med i budgetaftalen i Frederikshavn Kommune? Det svarer gruppeformand Anders Brandt Sørensen på i denne artikel. Partiet har lavet sit eget budget, som øger velfærden med over 180 millioner de næste fire år – "uden løse ender og uden 1 %-besparelser", som gruppeformanden udtrykker det.
- Store dele af flertallets budget kan vi rigtig godt se os selv i, og vi er glade for, at de penge, vi har påpeget er i systemet, nu også er fundet af de andre. De skal ud og gøre gavn, udtaler Anders Brandt Sørensen.
Socialdemokratiet har imidlertid valgt at gøre de penge, som tildeles især skoler, ældreområdet og daginstitutioner, til varige tildelinger, så de enkelte områder ikke allerede nu skal have en strategi for at finde pengene i 2030.
- Vi vil ansætte 13 nye medarbejdere i hjemmeplejen og på plejecentrene. Og det er uden udløbsdato. Det samme gælder i forhold til to-voksenordninger i skolerne og tidlig indsats i daginstitutionerne, hvor vi afsætter midler til henholdsvis 10 og 5 medarbejdere - permanent, siger Anders Brandt Sørensen.
I den budgetaftale, som alle andre partier i Frederikshavn Byråd underskrev i går, er der "kun" afsat ekstra midler på ældre- og skoleområdet i tre år.
Anders Brandt Sørensen giver udtryk for, at det er godt med flere penge til især velfærdsområderne, men at tre år hurtigt går, og at strategien for at rulle den ekstra tilførsel tilbage om tre år allerede skal sikres, når beløbet ikke er permanent.
- Kommunal økonomi fungerer på den måde, at de enkelte omkostningssteder i kommunen skal give en tilbagemelding til byrådet om, hvordan de vil komme i mål med at balancere budgetterne. Derfor skal omkostningsstederne allerede nu finde besparelsen på de 11-12 millioner kroner, som flertallet har lagt ind i budgetterne på henholdsvis skoler og ældreplejen i 2030. Det vil vi gerne undgå med vores budget - derfor har vi tildelt varige midler, forklarer Anders Brandt Sørensen.
Det har samtidig været Socialdemokratiets erklærede målsætning at komme i mål med at undgå 1 %-besparelser.
- 1 %-besparelserne havde flertallet fjernet ved at give dem et nyt navn. Sådan noget er vi ikke så gode til i Socialdemokratiet. Vi er nødt til at fjerne dem rigtigt. Det har vi gjort i budgettet. Hvorfor? Dels fordi vi lovede det, dels fordi 1 %-besparelser ikke længere er den rigtige tilgang, når vi vil have en offensiv økonomi, mener den socialdemokratiske gruppeformand.
Det betyder samtidig, at Socialdemokratiets budget stadig indeholder permanente midler til klubtilbud i Frederikshavn by, hvor der bor flest unge.
- I Socialdemokratiets optik er klubber rygraden i et godt børne- og ungeliv. Vi har sat penge af til at opretholde status quo, indtil vi sammen kan lave et fælles klubtilbud for hele kommunen, som kan udvikle området. Og så har vi sat 400.000 kroner af årligt til særligt Skagenklubben for, at det bliver muligt at arbejde med tiltag, der kan understøtte et godt arbejdsmiljø her og nedbringe sygefraværet. Vi kan ikke støtte en lukning af klubtilbud, som fremgår af flertallets budget. Her er der godt nok permanente penge til klubber i Sæby og Skagen, men i Frederikshavn lukker man Hotspot og lukker permanent for klubtilbud i kommunens største by efter 2029. Tværtimod har vi ønsket, at hele området skulle have et løft med flere opgaver og en større rolle i samfundet, pointerer Anders Brandt Sørensen.




































