Demonstration: De røde faner blev luftet i øsende regnvej foran BeneFiT
Trods øsende regnvejr dukkede 60-70 mennesker op og deltog i tirsdagens demonstration foran BeneFiT Nord ud mod Hjørringvej i Frederikshavn.
12 fysioterapeuter i BeneFit Nord i Frederikshavn og Sæby har strejket i snart to uger. De kæmper for ordentlige løn- og arbejdsvilkår sammen med deres nystartede fagforening, Fysioterapeuternes Fagforening.
De røde faner i regnvejret indikerede, at fagbevægelsen bredt bakker fysioterapeuterne op, men der var også flere helt almindelige mennesker.
- Jeg ved, at flere patienter og brugere af klinikken er her. Det er så flot, at de kommer og støtter op om det hele. Jeg er sikker på, at det falder på et tørt sted for de ansatte, siger formand Signe Lærke Børsting, Fysioterapeuternes Fagforening.
På torsdag går strejken ind i sin tredje uge.
- Jeg havde da håbet, at vi var tilbage ved forhandlingsbordet på nuværende tidspunkt. De (BeneFiT Nord, red.) har nu udtalt til Kanal Frederikshavn, at de venter på vores opkald, og hvis det er det, der skal til, giver vi dem gerne det ekstra kald, for vi vil meget gerne tilbage til forhandlingsbordet, og det tænker jeg også, at de vil. Vi kan jo se, at de har lukket klinikken i dag, og det lyder til, at de også har lukket ned for mange af deres hold i Sæby. De har derfor også en interesse i hurtigst muligt at komme i gang igen. Alle vores fysioterapeuter vil sindssygt gerne på arbejde igen, udtaler Signe Lærke Børsting.
I hendes verden er det Dansk Erhverv, som repræsenterer BeneFiT Nord, der bør komme med det næste udspil, men hun vil nu kontakte Dansk Erhverv i et forsøg på at genoptage forhandlingerne.
Nicolai Højris er én af de 12 strejkende fysioterapeuter.
- Naive mig havde håbet, at der allerede var fundet en løsning. Hvor længe kan det her vare ved? Det kan jo ikke være helt billigt, når vi ikke er på arbejde. Men vi står ved de rettigheder og vilkår, som vi mener, vi mangler. Vi er klar til at tage kampen, så længe der er behov for det, og vi har fuld opbakning fra lokalsamfundet og fagbevægelsen, siger Nicolai Højris.
De røde faner fra andre fagforeninger gør ham glad.
- Det betyder rigtigt meget. Det må man ikke undervurdere. Vi snakkede om i går, hvor mange vi forventede, der kom. Med det vejr, de lovede, ville jeg være glad for 20 mennesker, men vi er over 50. Det viser lidt om, hvad Frederikshavn by står for. Det er prisværdigt, og jeg er stolt over det.
Han bor selv i Aalborg, men han har fået mange opmuntrende kommentarer til strejken fra kolleger på Sjælland og Fyn samt Sønderjylland.
- De har læst om det på LinkedIn og Kanal Frederikshavn. De skriver, at det er for sejt, og de støtter vores kamp. De undrer sig over, hvordan det her har fået lov til at stå på så længe, og nu er der kommet fokus på branchens tilskud fra regionerne. Det er dejligt, men hvorfor sker det først nu og ikke for 10 eller 20 år siden?, spørger Nicolai Højris.