Demonstration foran BeneFiT Nord: Konflikt kører på femte måned
Fredag eftermiddag var der demonstration foran BeneFIT Nord i Frederikshavn. Aldrig før var der mødt så mange op for at vise deres sympati for de 12 fysioterapeuter, der siden 15. maj har strejket over deres ansættelsesvilkår hos BeneFIT Nord i Frederikshavn og Sæby.
- Vi har fortsat en forhandling, der kører, men der er stadig ikke lavet en aftale, selvom konflikten nu kører på femte måned. Vi har forhandlet så sent som i denne uge, men det er lykkedes at komme i hus med noget, der kan afhjælpe den uanstændige behandling, som fysioterapeuterne ved BeneFIT Nord bliver udsat for. Vi vil blive ved med at kæmpe til basale rettigheder som pension, sjette ferieuge og barnets første sygedag er en del af fysioterapeuternes ansættelsesforhold, siger Signe Børsting, der er formand for Fysioterapeuternes Fagforening og tilføjer:
- Fysioterapeuterne ved BeneFIT Nord kæmper på alle fronter for fysioterapeuter over hele landet. Det er grotesk, at der hvert år bliver smidt op mod tre milliarder skattekroner i en branche, hvor ikke en eneste har en overenskomst. Det er vigtigt at lande den første aftale, da den vil få betydning for hele branchen, og jeg vil godt understrege, at hele branchen kigger med.
Men hvordan får de strejkende fysioterapeuter deres private økonomi til at hænge sammen, når de er i konflikt på femte måned?
- De får konfliktunderstøttelse, som svarer til 1,5 gange dagpengesatsen, og det mest groteske er, at det for nogles vedkommende bedre kan betale sig at få konfliktunderstøttelse fremfor at gå på arbejde, hvilket siger noget om graden af absurditet. Vi er en ny fagforening, der blev stiftet i 2024, men vi hører under Serviceforbundet, og det er deres konfliktfond, der understøtter fysioterapeuternes kamp for bedre arbejdsvilkår, fortæller Signe Børsting.
Og forbundsformand fra Serviceforbundet John Nielsen istemmer:
- Det er fantastisk, at fysioterapeuterne kan blive ved med umenneskelig styrke. Jeg er chokeret over, at "working poor" findes i et land som Danmark, og vi er stolte af, at vi kan støtte op om bedre vilkår for de ansatte hos BeneFIT Nord og for de ansatte i hele branchen.
"Working poor" betyder på dansk "arbejdende fattige", hvilket beskriver personer, der arbejder fuld tid eller har en ansættelse til en løn, så man har svært ved at dække de basale behov.
Flere byrådsmedlemmer fra SF og Socialdemokratiet – mange med rødder i fagbevægelsen - var mødt op for at vise deres støtte.