Gå til hoved-indhold
28. december 2017 - kl. 04.12

Derfor blev Helle Thomsen aldrig cheftræner i FfI

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Set i bakspejlet forstår Helle Thomsen godt, hvorfor FfI aldrig valgte hende som cheftræner.
  • 4 af 4
    Set i bakspejlet forstår Helle Thomsen godt, hvorfor FfI aldrig valgte hende som cheftræner.
Af: Michael Frederiksen

Hvorfor gav FfI Håndbold aldrig Helle Thomsen chancen som træner for klubbens førstehold? Inden jul førte frederikshavneren Holland frem til VM-bronze, og for et år siden vandt Holland og Helle Thomsen EM-sølv.

Ved siden af landstrænerjobbet i Holland er 47-årige Helle Thomsen træner i CSM Bucuresti, ét af verdens stærkeste klubhold. Hun har også med kæmpe succes været cheftræner i FC Midtjylland.

Men hvorfor har du aldrig været træner for FfI's førstehold?

- Måske er det, fordi jeg er lidt kantet. Jeg går jo nogle gange mine egne veje. Det skræmmer sikkert lidt. Nogle gange er det også svært for en klub at vælge en træner fra egne rækker. FfI har i hvert fald altid valgt én udefra, siger Helle Thomsen og fortsætter:

- Jeg har nogle idéer og måder, som jeg vil gøre tingene på, og dem går jeg all in på. Det kan nogen lide, og der er helt sikkert også nogen, som ikke bryder sig om det. De er måske bange for at tage mig. De ved, at jeg har nogle holdninger og meninger, men jeg synes dog, at jeg med årene er blevet mere large at arbejde sammen med. Når jeg er kantet, er det altid for spillernes skyld. Det er for at optimere forholdene for dem, så de kan spille bedst muligt.

Mange i FfI har nu stillet sig op i den kø, der kræver Helle Thomsen som dansk landstræner. Men de kunne ikke bruge dig i FfI. Irriterer det dig?

- Det irriterer mig slet ikke mere, for så havde jeg sikkert ikke fået lov til at gå den vej, som har bragt mig til, hvor jeg er nu. Der har dog været nogle gange, hvor jeg godt kunne have ønsket mig, at jeg havde fået tilbuddet, men set i bakspejlet kan jeg godt forstå, hvorfor de aldrig har valgt mig.

Hvad mener du?

- Mange var bange for den person, jeg var. De frygtede, det ville føre ballade og uro med sig. Desuden er jeg jo pige i et mandefag. I min videre karriere har jeg været heldig, at de klubber og landshold, som har valgt mig, ikke har været bange for det. Tværtimod har de måske ligefrem søgt det.

Var du en ballademager i FfI, hvor du både vandt DM-sølv og DM-bronze som aktiv.

- Ja, det synes jeg, at jeg var nogle gange, og det er jeg også stadig. Jeg føler, det er en af mine styrker, at jeg er kantet, fordi jeg er der for spillernes skyld. De slipper for at tage slagsmålet med klubben eller landsholdet, fordi jeg tager det først.

Helle Thomsen var i 2009 assistenttræner for Team Tvis-Holstebro, som - i hård konkurrence med Frederikshavn Fox - rykkede op i Ligaen. Året efter gik Frederikshavn Fox konkurs, og FfI blev tvangsnedrykket til 3. division. Dengang blev Helle Thomsen tilbudt trænerjobbet, men hun valgte at fortsætte som agent og rådgiver, indtil hun i januar 2011 fik chancen som assistenttræner for Kenneth Jensen i ligaklubben FC Midtjylland. Fra 2012-2016 var hun cheftræner i FCM, hvor det blev til to danske mesterskaber.

Mange har travlt med at gøre dig til dansk landstræner. Hvad mener du om det?

- Så længe man vælger at forlænge med Klavs (Bruun Jørgensen, red.), skal man gå all-in i det, hvis man føler, at det er godt, hvad der sker, og der er fremgang. Vi kan jo ikke se, hvad der foregår bag kulisserne, om det er godt eller skidt. Vi kan bare se, at det resultatmæssigt ikke har været super. Der er mange kandidater til det job. Det vil være en stor ære, men det hele skal også passe sammen. Jeg ved jo ikke engang, om jeg er træner om to år.

Helle Thomsen lægger ikke skjul på, at hun sagtens kan se sig selv tilbage i rollen som assistenttræner.

- Det er et kongejob. Det er bare dejligt. Du skal ikke snakke med medierne, og du skal ikke have alle konflikter med spillerne.

Men du vil jo også gerne bestemme?

- Det behøver jeg ikke, hvis der er styr på tingene, og jeg kan nævne flere trænere, jeg gerne vil være assistent under, så længe der er klare roller.

Siden sommer har hun stået i spidsen for CSM Bucuresti i Rumæniens hovedstad.

- Jeg er glad for Rumænien og Bukarest, men ind imellem er det hårdt at være i en klub med så stort et pres, fordi jeg kan være lidt alene - især når der er modgang. Men det er fedt at træne så mange dygtige spillere og forsøge at få dem til at arbejde i samme retning.

I sæsonen 2016/2017 var der flere trænerfyringer i den rumænske storklub, så hvordan kan det være, at den kantede Helle Thomsen indtil videre klarer sig i CSM Bucuresti?

- Jamen, jeg tager også nogle kampe med dem dernede, men jeg vælger dem med omhu, for der er områder, hvor jeg ved, at jeg alligevel ikke har en chance.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...