Derfor er Mikkel Beha og familie vild med Strandby
- Vi er glade for at være i Strandby. Vi har fået mange gode venner her, og vi har mødt mange dygtige og hjælpsomme folk. Strandby har fået en kæmpestor stjerne på vores verdenskort.
Sådan lød ordene fra Mikkel Beha, da han onsdag inviterede Visit Strandby en tur ombord på skibet Wallenberg.
I forbindelse med optagelserne til en ny programserie "Kurs mod danske kyster", hvor Mikkel Beha sammen med sin familie rejser rundt i Danmark, har Wallenberg og besætning igen været på besøg i Strandby.
I går dukkede Kronprins Frederik også op i Strandby. Han skal åbenbart sejle med Wallenberg de næste dage, hvor turen blandt andet går til Hirsholmene (det var i går), Læsø og Skagen.
På Facebook-siden "Det danske kongehus" kunne man onsdag eftermiddag læse dette opslag:
"Jeg er kommet ombord på familien Behas skib Wallenberg, hvor vi sammen de næste dage sejler ud på eventyr til en række danske kyster i det nordjyske. Der er ingen tvivl om, at farvandene herhjemme er utrolig smukke, særligt om sommeren, og jeg glæder mig til at dele historier og oplevelser om vores dejlige sommerland med familien, når jeg kommer hjem".
Torsdag aften og nat tilbragte Wallenberg på Hirsholmene.