Gå til hoved-indhold
29. juni 2025 - kl. 00.06

Fra ny ammunitionsfabrik i Elling til flådefartøjer

  • 1 af 1
Af: Hanne Albæk

Der er fart på forsvarsinvesteringerne efter den ny “køb, køb, køb-lovgivning". Lørdag gjaldt det den ny ammunitionsfabrik i Elling, og i næste uge står der flådefartøjer på programmet for forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Kanal Frederikshavns udsendte til lørdagens borgermøde i Elling spurgte ham, om den store statslige investering, som Krudten kommer til at udgøre i Frederikshavn Kommune, nu kan risikere at komme placeringen af mulige flådeskibsordrer til Orskov Yard og Karstensens Skibsværft til skade.

- Det er først i næste uge, vi diskuterer flådefartøjer, og alle kan stadig krydse fingre for eget værft, forsikrede ministeren om risikoen for en mere politisk tilsigtet spredning af de mange forsvarskroner, der nu ruller.

Samarbejdet om ammunitionsfabrik i Elling mellem den norsk-finske ammunitionsproducent, Nammo, og det nydannede Nammo Danmark A/S, der ejes 50 pct af den danske stat, blev underskrevet på selve “Krudten” efter borgermødet.

De formelle underskrifter blev sat af forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Nammo’s vicepræsident Vegard Sande og juridisk direktør fra Nammo, Anne Haugen-Flernue.

Hvor store beløb ammunitionsfabrikkens genrejsning løber op i, er usagt forud for de kommende forhandlinger om nedrivning og nybyggeri mm.

- Det regnestykke, Jyllands-Posten har, er 1 til 1 forkert. Det må stå helt for deres regning. En avisand, lød det fra forsvarsministeren på Kanal Frederikshavns spørgsmål om udgiften er mere end firdoblet til næsten 900 millioner kroner, sådan som avisen har påstået.

Om lokale entreprenører kan gøre sig håb om at få del i byggeriet, er også uvist.

- Måske ikke lige en opgave for den lokale tømrer at bygge en hel ammunitionsfabrik, men der bliver jo også opgaver til lokale leverandører med den løbende service og vedligehold og andre ydelser, understregede ministeren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...