Mette Jeppesen ny direktør i Frederikshavn Kommune
Byrådet godkendte sent onsdag aften ansættelsen af Mette Jeppesen som ny direktør, og hun tiltræder sin nye stilling 1. oktober 2025.
Mette Jeppesen har senest været ansat som kommunaldirektør i Ringsted Kommune.
I Frederikshavn Kommune får Mette Jeppesen indtil videre ansvaret for de tekniske områder. Netop de områder har hun rig erfaring med, hvor hun i ni år har været direktør herfor i andre kommuner.
- Jeg er rigtig glad for, at byrådet her til aften har godkendt ansættelsen af Mette Jeppesen som ny direktør. Mettes erfaring taler for sig selv, og der har i løbet af samtalerne ikke været tvivl om, at hun har kvaliteterne til at bestride posten og bidrage til videreudvikling af kommunen. Hendes store indsigt i de tekniske områder vil kun komme kommunen til gode, siger borgmester Karsten Thomsen.
Kommunens nye direktør er selvsagt glad for sin nye stilling og ser frem til at nyde godt af den natur og de muligheder, som Frederikshavn som kommune bidrager med.
- Jeg glæder mig til at lære Frederikshavn Kommune og Nordjylland at kende indefra. Frederikshavn Kommune har fantastiske naturområder, smukke bymiljøer, aktive havne og en lang kyststrækning, og jeg ser frem til både at bo og arbejde her.
Kommunens fokus på udvikling, bl.a. med det nye flådeværft er inspirerende og giver grundlag en række muligheder, som vi i fællesskab skal forsøge at folde ud. Jeg ser frem til samarbejdet med byrådet, medarbejdere og ledere i kommunen, samt borgere, virksomheder og foreninger, siger Mette Jeppesen.
Mette Jeppesen er 55 år og er uddannet cand.scient.soc.