Frederikshavn Kommune skal gå forrest med energifællesskaber
Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A), borgmester Karsten Thomsen (A) og Erik Kyed Trolle (A), formand for Forsyningen, har skrevet dette indlæg: I en tankevækkende artikel i Jyllands-Posten 25. august 2025 peger lektor Kristian Borch fra Aalborg Universitet på, hvordan Finland har haft stor succes med energifællesskaber – og hvordan Danmark halter bagefter. Det er en artikel, der rammer lige ned i den virkelighed, vi står i her i Frederikshavn Kommune.
I en tankevækkende artikel i Jyllands-Posten 25. august 2025 peger lektor Kristian Borch fra Aalborg Universitet på, hvordan Finland har haft stor succes med energifællesskaber – og hvordan Danmark halter bagefter. Det er en artikel, der rammer lige ned i den virkelighed, vi står i her i Frederikshavn Kommune.
Vi har virksomheder, der vil udvide og skabe arbejdspladser, men de bliver bremset af et elnet, der ikke kan følge med. Det er en ond cirkel, hvor manglende kapacitet forhindrer udvikling, og hvor udvikling ikke kan dokumenteres, fordi kapaciteten mangler. Det er præcis den type strukturelle benspænd, Borch beskriver – og det er noget, vi som kommune skal tage aktivt fat på.
Frederikshavn Kommune kan og bør spille en langt mere aktiv rolle i den grønne omstilling. Vi skal ikke bare vente på, at Christiansborg ændrer lovgivningen – vi skal vise, at vi vil være med til at drive forandringen. Det kræver, at vi som kommune tager ansvar for at informere og engagere borgere og virksomheder i mulighederne for lokale energifællesskaber. Vi skal tilbyde rådgivning, hjælpe med at finde finansiering og skabe kontakt til relevante aktører.
Det har samtidig vist sig i Finland, at det er langt nemmere at få energifællesskaber op at køre uden protester, fordi det er borgerne omkring, der selv får fornøjelsen af dem.
Vi skal samtidig være en tydelig stemme i den nationale debat. Det er ikke rimeligt, at lokale fjernvarmeværker og fællesskaber ikke må producere og bruge deres egen strøm, hvis møllen står få hundrede meter væk. Det er ikke rimeligt, at lokale initiativer bliver bremset af regler, der ikke tager højde for virkeligheden. Her skal Frederikshavn være med til at presse på for lovændringer, der giver mening – både for klimaet og for lokalsamfundet.
Vi har viljen og ikke mindst behovet for grøn energi her i Frederikshavn Kommune. Nu skal vi også tage ansvar og vise, at grøn omstilling og lokal udvikling går hånd i hånd. Energien skal ikke bare komme udefra – den skal komme fra fællesskabet.