Gå til hoved-indhold
22. maj 2026 - kl. 00.05

Bankerne sagde nej - så lånte Torbens far 1.000 kroner af sin storebror

  • 1 af 1
    Torben Svendsen: - Jeg har selv fået Elling Tømmerhandel ind med modermælken. For 60 år siden hang jeg på armen af min mor, mens virksomheden tog sine første spæde skridt i ejendommen Vestergaard.
Af: Peter Marquard

Når XL-BYG Elling Tømmerhandel A/S lørdag 30. maj fra kl. 9.00-16.00 fejrer 60 års jubilæum, er det historien om en virksomhed, der markerer en bemærkelsesværdig milepæl. Det er også historien om en iværksætter, der startede med at låne 1.000 kroner af sin storebror for at komme i gang, da han fik et nej fra bankerne. I dag beskæftiger virksomheden cirka 100 medarbejdere.

- Jeg har selv fået Elling Tømmerhandel ind med modermælken. For 60 år siden hang jeg på armen af min mor, mens virksomheden tog sine første spæde skridt i ejendommen Vestergaard. Vestergaard, som netop i år, er overtaget af det ældste barnebarn Lasse, som er tredje generation på tømmerhandlen, så den er også gået i arv, siger tømmerhandler Torben Svendsen, der er anden generation ved roret af Elling Tømmerhandel.

Da grundlægger Egon Svendsen fik idéen til en tømmerhandel i Elling, slog ideen ikke igennem hos bankerne, som sagde nej tak, da Egon Svendsen henvendte om et lån. Der var jo tre store tømmerhandler i Frederikshavn.

I stedet lånte han 1.000 kroner af sin storebror, så virksomheden blandt andet kunne få en telefon. Han havde svært ved at handle hos leverandørerne, så varerne købte han via sin far, som var tømrermester i Øster Holmen, hvorefter han videresolgte materialerne til kunderne.

- Salget steg, og leverandørerne begyndte at bløde op. Da Dansk Eternit tilbød min far at sælge deres tagplader, var det også en døråbner ved de andre leverandører. Dermed var Elling Tømmerhandel for alvor en realitet, siger Torben Svendsen.

Ved årsskiftet til 1974 flyttede Elling Tømmerhandel ind i de nuværende og synlige lokaler, hvorfra virksomheden har udviklet sig til det, den er i dag. Siden 2007 har man været en del af markedsførings- og indkøbssamarbejdet XL-BYG. I 2012 kom et afdeling på Læsø til og året efter en afdeling i Tårs. I 2015 åbnede der også et outlet på adressen i Elling, og i 2020 kom sidste skud på stammen – afdelingen i Hjørring.

- I dag beskæftiger vi cirka 100 medarbejdere i vores afdelinger, fortæller Torben Svendsen, der i 1999 blev en del af ejerkredsen sammen med Kristian Nielsen og Bjarne Christensen.

De to førstnævnte er i dag stadig en del af ejerkredsen sammen med Lasse, Rasmus og Signe Svendsen, der er tredje generation Svendsen i den lokale virksomhed, som fortsat udvikler sig.

I sidste halvdel af 2026 lanceres egen webshop med navnet EllingGruppen.dk, hvor der kommer et endnu større online-sortiment end på XL-BYG.dk og naturligvis til de meget konkurrencedygtige priser, som Elling Gruppen tilbyder alle kunder.

Ifølge Torben Svendsen og hans far Egon Svendsen er det et helt specielt DNA, der er afgørende for virksomhedens udvikling.

- Ordentlighed. Det skal mærkes i kulturen, sammenholdet og måden man behandler hinanden på – uanset om det drejer sig om kollegaer, kunder eller leverandører.

I forbindelse med jubilæet er der lavet tre korte film om Elling Tømmerhandel:
Se film med stifter Egon Svendsen her.
Se film med arvtagerne her.
Se film med kunderne Jonas og Tage Sørensen her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...