Milan Rytter udbyggede mesterskabsføringen på Jyllandsringen
To stærke resultater til Grand Prix Danmark øgede Sæby-køreren Milan Rytters forspring i Danish Endurance Championship.
I årets tredje løbsweekend måtte Milan Rytter køre Sally Racings Cupra Leon alene, da teamkammerat Victor Nielsen var optaget af andre forpligtelser. Det gav ekstra tid bag rattet, og den fik sæbynitten fuldt udbytte af.
På trods af en uheldig tidtagning lykkedes det Milan Rytter at køre sig frem gennem det tætte felt og tage føringen i klassen i løbet af den første tredjedel af løbet. Herefter fortsatte den hurtige sæbynit for fuld fart helt frem til målflaget.
- Det var et helt perfekt løb. Bilen kørte lige som den skulle, strategien var god og pitstoppet ramte vi også spot on. Det var fedt med en ny sejr, siger Milan Rytter.
Grand Prix Danmark har i mere end 50 år været et af højdepunkterne på den danske motorsportskalender, og 2025-udgaven levede fuldt op til traditionen. Søndag var der masser af publikum rundt om banen, og flere af Rytter Motorsports sponsorer havde også taget turen til Silkeborg for at få en dosis adrenalinfyldt racing tilsat hygge og god mad.
På banen fik Milan Rytter igen en god start og tog føringen i klassen, men undervejs i løbet blev han tilkendt en 10 sekunders stop and go-straf for at overskride banens spærrelinje. Det kostede føringen, og i stedet måtte han køre i mål på tredjepladsen.
- Det var træls med straffen, men jeg er ret godt tilfreds med løbet som helhed. Tredjepladsen gav gode point til mesterskabet, og jeg er ved at have et godt forspring nu, så det har været en god weekend, siger Milan Rytter og fortsætter:
- Og så er det jo altid fedt at køre racerløb, når der er opbakning på tribunen fra sponsorer og familien. Jeg er taknemmelig for den opbakning, der er, når vi er ude at køre race, og jeg håber, at vi får givet nogle gode oplevelser som tak for hjælpen.
Om tre uger er Milan Rytter tilbage i bilen, når Padborg Park inviterer til Night Race. Inden da er Silas Rytter i aktion i den kommende weekend, når Lamborghini Super Trofeo Europe kører race på Nürburgring.