FESTEN på KNIVHOLT fylder hele herregården – ikke kun den store lade
Når FESTEN på KNIVHOLT løber af stablen lørdag 20. september, bliver det ikke blot endnu en musikoplevelse i den store lade på Knivholt. Festivalen breder sig ud over det meste af herregården og forvandler stedet til et levende festunivers, hvor gæsterne kan bevæge sig mellem forskellige stemninger, barer og madoplevelser.
- Vi vil gerne bryde med forestillingen om, at festen kun foregår i den store lade. Knivholt skal summe af liv overalt – med musik, mad, drinks og oplevelser i hver en krog. Publikum skal føle, at de går på opdagelse på en hel festivalplads, ´siger Christian Conradsen, en af arrangørerne.
FESTEN på KNIVHOLT breder sig ud over hele herregården, hvor hvert område får sit eget særpræg:
Gårdspladsen: Her genopstår Discotheque Unique med den ikoniske blå bar, marmorborde og 90’er-nostalgi – side om side med Los Gringos, den mexicanske restaurant i Lodsgade, som i 90’erne satte sit tydelige præg på Frederikshavns byliv.
Den lille lade (Øster Lade): Et stemningsfuldt samlingspunkt med Freddy’s Bar og et gensyn med Freddy og hans personale, en musikscene og Vin & Tapasbar.
Området mellem laderne: Elegant festivalstemning med PianoBaren og Champagnebaren, suppleret af Gin & Tonic bar, Kaffebar, Indisk streetfood, Vegetarisk streetfood, Flying Vespa og en eksklusiv Østersbar. Og en musikscene.
Hestestalden: OXEN Steakhouse flytter ind – med Casper Sobczyks legendariske smørbøf på menuen og en lækker frokostbuffet i de tidlige timer.
Den store lade (Vester Lade): Festivalens epicenter med den store scene, Cocktailbar og After Ski-bar.
Parkeringspladsen foran herregården: Her finder man den eksklusive VIP Lounge / Skybox – med VIP-forkælelse, egen restaurant, egne barer og egne toiletter.
Selvom oplevelserne breder sig ud, er musikken stadig kernen i FESTEN på KNIVHOLT. Programmet tæller bl.a. Erann DD, Tøsedrengene, Nikolaj & Piloterne, Back to Back, Sko & Torp, Thomas Helmig Jam, Smukke Møller og De Vilde Kaniner – flankeret af pianobar og naturligvis et brag af et gensyn med Discotheque Unique.
- Vi ønsker at skabe en festival, hvor gæsterne både kan danse til store hits, nyde en cocktail i hyggelige rammer, spise godt og genopleve stemningen fra byens ikoniske steder. FESTEN på KNIVHOLT er meget mere end én scene – det er en hel oplevelse, fortæller folkene bag Jøwt Musikforening, Jan Bach, Karsten Andersen og Christian Conradsen, der arrangerer FESTEN på KNIVHOLT.