Elever i 7., 8. og 9. klasse tilbydes gratis padel i efteråret
Efteråret byder på muligheden for gratis padel til 7., 8. og 9. klasserne i Frederikshavn Kommune, inden det kulminerer med et Kommunemesterskab i padel for de ældste klassetrin på Skolernes Motionsdag fredag den 10. oktober.
Et samarbejde mellem Padel 99 i Frederikshavn, Sparekassen Danmark og Dansk Skoleidræt giver kommunens ældste klassetrin mulighed for at prøve den populære sportsgren gratis i to timer i det nye padelcenter på Apholmenvej.
- Det drejer sig om 30 klasser, der kan booke to timer på de fem doublebaner og den ene singlebane, som findes i padelcentret. Det er gratis at stifte bekendskab med sporten, og der bliver stillet bat og bolde til rådighed, fortæller John Christensen, der er lærer på Frydenstrandskolen og koordinator for tiltaget. Han tilføjer:
- Der er plads til maksimum 22 elever per gang, og tilbuddet gælder hverdage fra klokken 8.00-12.00. Det eneste, der skal medbringes, er indendørs sportssko og minimum en lærer, der sørger for oprydning og facilitering, ligesom skolerne selv sørger for transporten til og fra Padel 99 (eventulet med støtte fra Frederikshavn Kommunes transportpulje). Tilbuddet er gældende fra 1. september og frem til efterårsferien, hvor vi på Skolernes Motionsdag afholder et kommunemesterskab for eleverne på de ældste klassetrin. Tilbuddet giver samtidig eleverne mulighed for at stifte bekendskab med en populær sportsgren, som giver variation i forhold til den normale idrætsundervisning.
Hvis man har lyst til at stifte bekendsskab med padel i skoleregi, kan man kontakte John Christensen på mail jhch@frederikshavn.dk eller telefon 2072 1387 eller Ena Andersen på mail enha@frederikshavn.dk.