Gå til hoved-indhold
28. april 2026 - kl. 13.04

​​​​​​​Kravl ud af medierne og ind i forhandlingslokalet

  • 1 af 1
    Fra venstre ses Jill Byrdal, Susanne Marie Møller og Helle Gaardboe.
Af: Michael Frederiksen

Anders Brandt Sørensen og Socialdemokratiet fremsatte tidligere i dag et løfte om ikke at lukke Thorshøj Børnehus. Politikerne skal "ikke lægge så mange ihærdige kræfter i at lukke byen ned", skrev han i et indlæg på Kanal Frederikshavn. "Det er en pludselig og umoden kommentar i vores verden, hvor ingen andre end Anders selv har talt om at lukke Thorshøj Børnehus", lyder det nu fra Venstre og Danmarksdemokraterne.

- Os bekendt har ingen politikere ytret ønske om at lukke Thorshøj Børnehus. Vores vigtigste kommentar er derfor, at vi ikke behøver at opfinde problemer eller konflikter, men i stedet bør vi bruge vores kræfter på at løse de udfordringer, vi rent faktisk står med i den virkelige verden.

Sådan siger Jill Byrdal, medlem af Udvalget for Børn, Unge og Familier i Frederikshavn Kommune, om socialdemokraternes indlæg.

De øvrige politikere i udvalget fra partierne Venstre og Danmarksdemokraterne er helt på samme linje. De er dybt forundrede over udmeldingen fra Socialdemokratiets gruppeformand.

Når Anders Brandt Sørensen udtaler, at "vi skal ikke genere mennesker, der bruger en masse kræfter på at skabe noget", er de øvrige politikere meget spændte på at høre mere om, hvem der kunne finde på at rende rundt og genere borgerne i Thorshøj. De har ikke hørt noget i den retning.

- Jeg kunne da ønske, at Socialdemokratiet, der tidligere på året meldte sig helt ud af alle forhandlinger om bl.a. budget på denne side af sommerferien, i stedet beslutter at komme til forhandlingsbordet, hvor vi andre forsøger at skabe bedre forhold for borgerne i kommune”, udtaler Susanne Marianne Møller fra Danmarksdemokraterne og medlem af Udvalget for Børn, Unge og Familier.

På næste udvalgsmøde i maj skal udvalget blandt andet diskutere administrationens forslag til besparelser på området. Det er administrationens andet forslag. Det første sendte et enigt udvalg tilbage med ønske om alternativer, og politikerne lægger ikke skjul på, at udfordringerne er til at få øje på.

- Jeg vil meget hellere høre Socialdemokratiets ideer til, hvad vi skal gøre frem for, hvad vi ikke skal gøre. Vi skal fokusere på udvikling, drøfte visioner og øge kvaliteten på vores område, og det kunne være så meget smartere, hvis vi alle kommer med løsninger. Det får vi sandsynligvis det bedste resultat ud af, mener Helle Gaardboe, der også repræsenterer Venstre i udvalget.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...