Sæby Friskole "demonstrerer" inden aftenens byrådsmøde i Frederikshavn
Som optakt til aftenens byrådsmøde vil Sæby Friskole være tilstede foran Frederikshavn Rådhus. Det kommer til at ligne en demonstration, men arrangørerne foretrækker at bruge ordet "markering".
På den lukkede del af byrådsmødet skal det besluttes, hvem Frederikshavn Kommune sælger Sæby Rådhus til. Der er tre interesserede køber - én af dem er Sæby Friskole.
Det er baggrunden for markeringen, når byrådspolitikerne ankommer til byrådssalen.
- Vi som forældre og særligt vores børn ønsker at få Sæby Rådhus til friskole. Det vil give både elever, lærere og forældre tryghed, og det vil skabe kultur og liv i Sæby. Friskolen skaber liv og læring i Sæby, siger Kristina Thomsen.
Hun er en af de forældre, som deltager i aftenens markering.
Kristina Thomsen påpeger, at Sæby Friskole tiltrækker tilflyttere.
- Vi kan se, at mange vælger Sæby på grund af alt det, som Sæby Friskole tilbyder. Her trives børnene i trygge og faste rammer, fortæller Kristina Thomsen.
Skolens mulige flytning til Sæby Rådhus fylder meget - også for børnene. Da Kristina Thomsens datter sagde godnat i aftes, sagde hun følgende:
- Det vil være et stort skridt for skolen og et stort skridt for byen.
Sæby Friskole, der har små 100 elever, bød 100.000 kroner første gang, at Frederikshavn Kommune satte Sæby Rådhus til salg. Der var ingen mindstepris, og Sæby Friskole var den eneste, som bød, men politikerne forkastede skolens bud og forlængede fristen til 1. april.
Nu er der indkommet tre bud. Det forventes, at byrådet i aften vælger en køber af Sæby Rådhus.




































