Boliger ved Sæby Søbad: Nu sendes lokalplan i offentlig høring
Nu sendes lokalplan og kommuneplantillæg, som skal bane vejen for boliger i centerbygningen ved Sæby Søbad, i offentlig høring i otte uger. Det vedtog et enigt byråd i aftes.
Sagen udløste ikke den store debat i byrådet. Kun sæbynitten Søren Visti (SF) tog for alvor ordet.
- Det er en sag, som har optaget sæbynitterne i mange år. Hvad skal der ske omkring søbadet? Sæby Nordstrand har en stor plads i mange sæbynitters hjerter, særligt den lidt ældre generation, der kan huske, hvad der er foregået derude i tidens løb. Stedet var tidligere ramme om mange sommeraktiviteter i forbindelse med kommunens nok fineste badestrand. Feriecentret med restaurant og feriehuse var et kraftcenter for Sæbys sommerturisme, men efter at Dansk Folkeferie for nogle år siden meldte sit exit, og ferieboligerne blev frasolgt, har området ændret karakter. Hovedbygningen forfalder, og nu vil man i stedet for opføre boliger i området, sagde Søren Visti.
Han lagde ikke skjul på, at SF hellere havde set, at bygningen fortsat skulle danne ramme om turistformål, og Søren Visti gav udtryk for, at dette ønske gik igen hos flere lokale erhvervsfolk.
- Man kan jo opføre boliger mange andre steder - og ikke i et naturområde som Sæby Søbad. Men desværre må vi nok erkende, at de tider, hvor der var basis for en restuarant, nok er forpasset, selv om vi stadig er nogle, som håber, at der dukker en seriøs investor op til det formål, lød det fra Søren Visti.
SF har nu fokus på de boliger, der eventuelt kan opføres. Her glæder det Søren Visti, at man tager hensyn til de eksisterende bygningers arkitektur og højde, så udsynet til havet ikke begrænses fra de nuværende ferieboliger.
Søren Visti fastslog, at SF peger på to vigtige ting. Der skal sikres offentlig adgang til stranden, og der skal etableres offentlige toiletter.
Der er tidligere gennemført en foroffentlighedsfase i perioden fra 23. september 2024 til 21. oktober 2024 forud for udarbejdelsen af planforslagene. I foroffentlighedsfasen modtog administrationen 53 høringssvar fra i alt 82 indsigere.




































