Lokal venlighed scorer meget højt hos krydstogtgæster i Skagen
Et smil, en god historie og en oprigtig interesse for gæsten. Der er mange måder at få mennesker til at føle sig rigtig godt behandlet. Og i Skagen ved man virkelig, hvordan man viser imødekommenhed.
Det viser en ny analyse af krydstogtsæsonen 2025, som Skagen Havn har fået lavet af det anerkendte analyseinstitut Kantar. Passagerer og besætningsmedlemmer er blevet spurgt om en række forhold i forbindelse med deres besøg i Skagen.
På parametre som de lokales venlighed, velkomst på kajen og butiksansattes høflighed er man oppe på, at næsten 90 procent af de adspurgte er meget tilfredse eller tilfredse, og spørger man om besøget som helhed svarer 95 procent af gæsterne, at de er meget tilfredse eller tilfredse.
- Vi kan også glæde os over, 83 procent svarer, at det er meget sandsynligt eller sandsynligt, at de vil anbefale Skagen til deres venner. Et af vores mål med forretningsområdet krydstogt, er netop at få folk til at vende tilbage på et længere ophold, oplyser administrerende direktør Willy B. Hansen, Skagen Havn.
Venlig og smilende
Lokal imødekommenhed handler blandt andet om den venlige opmærksomhed, som gæsterne møder hos Lena Hjortshøj, som helt naturligt har let til smil. Hun har drevet kiosken på Grenen siden 2013 og hun er glad for krydstogtgæsterne. Hun glæder sig til de igen kommer forbi i bus eller på cykel.
- Turister er glade og vil gerne snakke. Hvis jeg kan høre, de kommer fra Australien, spørger jeg, hvor henne i Australien og fortæller, at jeg selv har besøgt landet, og hvor flot og dejligt der er, siger hun.
Imødekommenhed er også når Mette og Freja Stenbroen giver sig tid til at fortælle om butikkens historie, hvor Freja nu er fjerde generation i Stenbroen Guld & Ure. Det fascinerer kunderne at besøge sådanne familieejede butikker i en verden, hvor flere og flere butikker drives af kæder.
Gæsterne og besætningsmedlemmernes oplevelse af at være velkomne er utrolig vigtig for, at rederierne vender tilbage sæson efter sæson.
Derfor fremhæver Willy B. Hansen netop punktet lokal venlighed fra analysen.
- Vi har så mange lokale, der bakker op om krydstogt i Skagen, og de fortjener det skulderklap, som analysen viser. Dens resultater er en kæmpecadeau til byen, mener Willy B. Hansen.
Et stort antal gæster
Analyseinstituttet har også undersøgt, hvor mange penge en gæst og et besætningsmedlem bruger under et anløb i Skagen. En gæst brugte i gennemsnit 420 kroner og et besætningsmedlem 458 kroner.
83 procent af gæsterne gik i 2025 i land, mens tallet er væsentligt mindre for besætningsmedlemmerne. Beløbet for hver enkelt er måske ikke højt, men det er antallet af gæster og dermed det samlede økonomiske aftryk.
- I runde tal viser analysen et samlet forbrug på cirka 60 millioner kroner i 2025. 20 millioner kroner bruges på ture, og dermed lægger gæsterne 40 millioner i lokalsamfundet, siger Willy B. Hansen.
Skagen Havn oplyser, at i alt 173.882 gæster og 61.625 besætningsmedlemmer ankom til Skagen i 2025.
Hvor stort beløbet bliver i den kommende sæson, er svært at forudsige. Sæson 2026 bliver den største krydstogtsæson i Skagen Havns historie. Inden sæsonstart beregner Skagen Havn det maximale antal gæster og besætningsmedlemmer på hvert skib. Det betyder, at 224.339 gæster og 82.973 besætningsmedlemmer står til at besøge Skagen i 2026. Forventeligt vil forbruget i 2026 derfor overgå 60 millioner, da antallet af gæster stiger markant.
Hvis alle 224.339 passager rent faktisk kommer til Skagen, vil det være en fremgang på 29 procent i forhold til 2025. Så stor bliver fremgangen ikke i virkeligheden. Erfaringen viser, at anløb aflyses på grund af vejret eller tekniske årsager, og at ikke alle skibe er fuldt belagt.
Ny mand på kajen
En del af pengene havner forhåbentlig i kassen hos herretøjsforretningen North Coast. Birger Rasmussen og hans bror Jan er i gang med deres fjerde sæson i Skagen, og i år vil de for første gang udstille i velkomst-pavillonen på krydstogtskajen.
- Vi er også med på det by-kort (cruise-map), som gæsterne får udleveret, for at skabe opmærksomhed om vores butik oppe i byen.
De kan tydeligt se på omsætningen, om det er en dag med krydstogtanløb. Omsætningen stiger. Men Jan Rasmussen ved ofte ikke, om der er tale om en krydstogtsgæst eller en anden turist, der har købt et par bukser eller tre T-shirts for 500 kroner.
Til gengæld har han som andre forretningsdrivende erfaret, at der er forskel på, hvornår på krydstogtet, st skibet anløber Skagen.
- Er det sidste stop, skal de købe gaver med hjem. Er Skagen start på togtet, køber de tøj til sig selv.
Gæsternes købevillighed er også svær at forudsige. Birger Rasmussen har mest solgt til engelsktalende kunder, det vil sige englændere, amerikanere og sydamerikanere.
- Men vi har også haft kinesere, der har købt meget. Vi fører blandt andre mærket Boss, som er tysk.
Øget omsætning
At gæsterne gerne vil købe mærker, de kender, oplever Mathias Munk Nielsen også. Han har stået i spidsen for Sport 24 i flere år, og har netop også åbnet Sport 24 Outlet.
Mathias Munk Nielsen fortæller, at han har mærket en ændring i de lokales opfattelse af krydstogtturismen. Færre er kritiske.
Mathias Munk Nielsen var i 2024 med til at dokumentere, hvor stor indflydelse gæsterne havde på butikkens omsætning. På en julidag med krydstogt havde Sport24 på tre formiddagstimer 97 ekspeditioner mod 51 ekspeditioner samme dato året før, hvor der ikke var anløb. Og i oktober var forskellen endnu mere tydelig, 33 ekspeditioner på en formiddag med krydstogt og ni ekspeditioner på en formiddag uden. Tallene taler for sig selv.
- Vi mærker, at flertallet af skagboerne forstår krydstogts betydning for byens erhvervsliv, siger han.
Mathias Munk Nielsen glæder sig til krydstogtsæsonen. Til at se, hvordan salget går i år, hvor der er VM i fodbold, og selvom Danmark ikke er kvalificeret, tror han på salg af landsholdstrøjer til børn og børnebørn.
Souvenirs
Tilbage på Grenen har Lena Hjortshøj en vigtig pointe. Man skal være klar til at sælge, når krydstogtgæsterne kommer forbi.
- Nogle gæster er på tur med bus og har måske 10 minutter til at besøge os. Derfor vagtsætter jeg mange på krydstogtsdage, så vi kan nå at ekspedere dem på den korte tid, de har. De køber ofte små souvenirs som for eksempel magneter, nøgleringe og andre småting, som nemt kan tages med videre på deres tur. Og fordi der kommer så mange krydstogtgæster forbi kiosken hen over sæsonen, sælger vi tusindvis af magneter.
Andre køber en T-shirt, som Lena Hjortshøj selv har designet, hvor der blandt andet er en sæl på, fordi der ofte er sæler ude på Grenen. De sælger også ravsmykker, som mange forbinder med Danmark, samt mange andre små souvenirs, hvorpå der står Skagen, så de har et lille minde - eller gave - med sig hjem.
Lena Hjortshøj har 15 ansatte og holder åbent hver dag fra påske til og med uge 42.
Mersalg
Gæster kan lide at købe noget særligt fra Skagen. Det har Mette Stenbroen erfaret.
- De tyske krydstogtgæster er glade for det tyske ure og smykkemærker DUR.
I 2024 prøvede Stenbroen Guld & Ure for første gang at sælge ringe med motiver fra Skagen, specielt fremstillet til deres forretning, og salget gik over alt forventning. Så i 2026 lancerer de sammen et ur, hvor Vippefyret og Grenen er på urskiven.
Et vigtigt pejlemærke er, at Skagens handelsliv skal have kunder året rundt.
- Vi arbejder fortsat med at udvide sæsonen, så butikkerne kan skabe omsætning over flere måneder. Vi årets sidste anløb 3. december, og det første i 2027 ankommer 29. januar, siger Willy B. Hansen.
Oplevelser på destinationen
Skagen Havns direktør har kigget alle tallene igennem i analysen, og et af de tal, han gerne vil øge, er gæsternes opfattelse af, hvad man kan give sig til i Skagen. 37 procent er meget tilfredse og 46 procent er tilfredse. Meget tilfredse-andelen skal gerne op.
- Vi ved, der er masser at se og opleve i Skagen, men måske ved gæsterne det ikke. Derfor skal vi øge deres forhåndskendskab til byen. De gør vi for eksempel ved at sende rederierne præsentationsmateriale, som blandt andet indeholder Cruise Skagens destinationsvideo.
Et godt tip fra en lokalkendt er med til at gøre dagen noget særligt. Og de lokale, der selv holder af og bor i Skagen, vil uden tvivl også fremover gøre, hvad de kan, for at gæsterne får øje på alle byens kvaliteter. Lokal venlighed er kommet for at blive.
Krydstogtanalysen forventes gentaget i 2028, og Skagen Havn vil fortsætte arbejdet med at skabe forbedringer.
Fakta om 2025-undersøgelsen
Spørgsmålene blev stillet 23. og 26. juni, 8. og 9. juli, 7., 9. og 28. august samt 12. oktober.
Skibe: AIDAbella, Celebrity Apex, Mein Schiff7, Queen Anne, Rotterdam, Seven Seas Voyager. Sky Pricess, AIDAluna.
Tyskere stod for 64 procent af svarene. Englænderne 10 procent. USA 10 procent. Andre lande 9 procent.
32 procent af respondenterne var under 45 år, 49 procent melem 45-64 år og 19 procent var +65 år.











































